”Nu ved vi, at det kan være der!”
Mock-up’pen har også tjent til at eftervise, at der rent faktisk er plads mellem betondækket og loftet til alle de installationer, der skal klemmes ind. Samtidig har den givet mulighed for at rykke lidt rundt på tingene, så de bliver lettere at montere, forklarer Carsten Jensen:
”Vi har for eksempel fundet ud af, at det vil være en rigtig god ide, hvis vi lige flytter nogle rør ti centimeter. Ud fra det har installationsingeniørerne så kunnet gå hjem og tilrette modellen og det tegningsmateriale, vi skal bygge ud fra.”
Samtidig har man også fået testet installationerne af med de produkter, der rent faktisk installeres:
”Det er jo en velkendt udfordring, at vi ikke kan foreskrive et bestemt produkt i udbuddet. Det foreskriver et spjæld, men vi kan ikke vide, hvilket specifikt produkt, VVS-entreprenøren vælger at indkøbe – og det er jo ikke lige meget, om spjældet er 76 cm langt eller 82. Hvis entreprenøren kommer med et, der er seks centimeter for langt, har vi et problem, for hvor finder vi de seks centimeter, hvis der ikke er rigelige tolerancer? I mock-up’pen har vi prøvet det af med netop de produkter, som de forskellige entreprenører har valgt, så vi har haft mulighed for at identificere og finde løsninger på de ting, der kunne være problematiske – dels ved at flytte lidt rundt på tingene, men i et enkelt tilfælde også ved at få en leverandør til at ændre lidt på sit produkt”, fortæller Carsten Jensen.
”Så når vi nu skal i gang i byggeriet, vil vi forhåbentlig slippe for det sædvanlige start-stop-start-stop, fordi virkeligheden ikke helt svarer til tegningerne. Nu har vi set 1:1, at det hele kan være der!”
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at teste det af på en mock-up, som vel ret beset burde kunne kontrolleres i bygningsmodellen?
”Fordi modellen jo ikke tager højde for, hvordan arbejdet rent faktisk udføres. Selv om vi i dag har alle detaljerne i bygningsmodellen, så skal ham, der skal montere det, jo stå og samle sine rør i den virkelige verden, hvor der måske ikke er så nemt at komme til, selv om der teoretisk skulle være plads. Der er jo også ting, som ofte slet ikke er tegnet ind i modellen – isoleringstykkelser, hvordan man stropper loftet op osv. På den måde har afprøvningen jo også været et lærestykke for totalrådgiver. De er nødt til at indbygge nogle ’respektafstande’ for installationer, hvis tingene overhovedet skal være til at udføre.”