Fra Brøndby Strand til Midjord: Året der gik i Lean Construction-DK Netværket

Vi kigger tilbage på året der gik i Lean Construction-DK Netværket. Kig med, og se om der var noget, du missede.

Året blev skudt i gang med to temamøder (hhv. i Øst/København og Aarhus) om ”Ulykkesforebyggelse i et lean-perspektiv”. Mere end 200 deltagere hørte oplæg fra seniorforsker Johnny Dyreborg, Det Nationale Forskningscenter, Rikke Kirkebjerg, arbejdsmiljøchef i Enemærke & Petersen og Mikkel Baagøe, som har arbejdet som stilladsarbejder i ca. fire år og undervejs har været udsat for flere arbejdsulykker. Deltagerne trænede at se ulykker og risici med spillet ”Fejlsikring”.

I februar blev Lean Construction-DK Netværkets følgegruppen udvidet, da Ask Hesselager indtrådte som gruppens niende medlem.

”Jeg har valgt at sige ja til, at være en del af LCDK-følgegruppen, fordi jeg har en dybfølt tro på, at byggebranchens produktivitet, arbejdsmiljø, bæredygtighed og omdømme kan forbedres ved brug af principperne fra lean/lean construction, herunder Last Planner System,” udtalte Ask Hesselager i forbindelse med sin indtrædelse.

Velkommen til Ask 👇

Lords of the lean

2023 blev også et år, hvor der var fokus på netværkets medlemmer, i en ny artikelserie, hvor medlemmerne fortæller om deres interesse for lean construction og om deres aktuelle konkrete med lean i deres organisationer. Det er foreløbig blevet til tre medlemsportrætter, der er nået vidt omkring i både lean-universet og sågar til Tolkiens fantasi-univers om hobbitter, elvere og orker i Kløvedal og omegn.

 

Læs portrætterne:

Simon Edelved Jakobsen, planlægningsansvarlig i ejendomsudviklings- og entreprenørvirksomheden Nordstern

Mads Okking, udviklingskonsulent i Dansk Håndværk

Kristine Ann Barnes, seniorkonsulent i Niras

Internationale perspektiver

Sommeren bød på internationale perspektiver, da seniorprojektleder Morten Skaarup Jensen sammen med mere end 10 medlemmer af netværket deltog ved årets IGLC som her i 2023 blev afholdt i Lille, Frankrig.

Udover at hente en masse inspiration med hjem og blive opdateret på de seneste internationale erfaringer og resultater bidrog vi selv med vores nationale erfaringer med at arbejde sammen i langvarige strategiske samarbejder. Vi sammenlignede med erfaringer fra Norge og perspektiverede til IPD 👇

Derudover tog vi hjem med styrkede bånd til de europæiske LC-afdelinger, og vi vil arbejde på at genskabe samarbejdet på tværs og EGLC-formatet, som bl.a. inkluderer en årlig europæisk konference.

Ud i virkeligheden

Det var ikke kun det store udland, der blev besøgt. Vi kom også godt rundt på projekter i og uden for København.

Blandt andet var vi højt til vejrs med Kingo Karlsen under et unikt besøg på Danmarks største nedrivningsprojekt til dato: Miljøsanering og nedrivningsopgaven af fem ikoniske højhuse i Brøndby Strand Parkerne.

Ivan Maimann og NCC inviterede medlemmerne af Lean Construction-DK Netværket forbi Papirøen, Christiansholm, til en spændende præsentation og rundvisning.

Og så var vi på besøg hos sidste års vindere af Procesprisen, Nyt Hospital Nordsjælland, hvor byggechef Ole Kongsbak fortalte om det store, komplicerede og teknisk tunge projekt og bygherrens indsatser ift. organisering og en lean byggeproces. Vi blev klogere på projektets fælles byggeledelse, arbejdet med planlægningen, anvendelsen af cyklogrammer, scannere og meget mere.

Alt sammen tiltag, som har forbedret samarbejde, sparet ressourcer på byggeprojektet og været med til at styrke Region Hovedstadens selvforståelse som en aktiv og professionel bygherre.

Introkursus Lean & LPS

Er du opmærksom på, at vi tilbyder et gratis introkursus til Lean og Last Planner System (LPS) til vores medlemmer? Næste års kursus annonceres snarest. Vi har været på road trip med kurset og i årets løb besøgt fem virksomheder med et tilpasset inspirationskursus – bemærk, at virksomhedskurserne ikke er gratis. Se mere om virksomhedskurserne og bestil her

Webinar: Integration af Last Planner System og lokationsbaseret planlægning

Last Planner System (LPS) og lokationsbaseret planlægning er to af hjørnestenene i Lean Construction. Udover at tilbyde vores medlemmer kurser, har vi også løbende fokus på emnet.

Dette gav sig i årets løb udslag i et webinar med Kristian Birch Pedersen, adm. direktør, Exigo, Civilingeniør, Master i IT, ph.d., hvor vi hørte om integration af LPS og lokationsbaseret planlægning. Kristian præsenterede bl.a. ”3-i-1” tidsplanen, hvor man arbejder med én sammenhængende tidsplan og via en ”zoom funktion” kan skelne mellem – og arbejde særskilt i – hovedtidsplanen, periodeplanen og ugeplanen.

Link til optagelse

Årskonference 2023: Bygherren som driver af en lean byggeproces

Til vores årskonference var temaet ”Bygherren som driver af en lean byggeproces”.

Når vi skaber gode vilkår og processer, får vi et bedre byggeri. Byggesagerne bliver billigere, medarbejderne får større arbejdsglæde og ressourcespildet mindskes, når vi får strømlinet processerne. Det er derfor glædeligt at se, at bygherren i stigende grad går forrest og tager ansvar i forhold til at fremme tilliden og samarbejdet – og øge værdiskabelsen i byggeprojekterne.

Til konferencen var der oplæg fra bl.a. Ole Kongsbak, byggechef, Nyt Hospital Nordsjælland/Region H, Jens Breinholt, bæredygtighedschef, Ejendomme, PensionDanmark og Ann-Pia Puggaard, projektdirektør, Danmarks Nationalbank.

Du finder præsentationerne her

Procesprisen 2023

Igen i år uddelte vi Procesprisen i samarbejde med Boligfonden Kuben. I år var der rekordmange indstillede – hele 14 projekter var blevet nomineret, og med mere end 500 afgivne stemmer var interessen også rekordhøj.

Vinderen blev Statens Serum Institut og holdet bag en ny køle- og frysebygning til opbevaring af Covid 19-vacciner. Det var en akut byggesag med en ekstremt hurtig eksekvering med fokus på flow og samarbejde, og der gik under en uge fra beslutning om opførelse til den første entreprenør startede arbejdet.

Den normale opførelsestid for en tilsvarende bygning anslås at være ca. to år. Til sammenligning tog dette projekt – med en aktiv byggeplads ca. 23 timer i døgnet – kun fire en halv måned.

“Vi er rigtig glade for og stolte over at have vundet Procesprisen. Vi ser prisen som en stor anerkendelse af projektet, og den proces, der bragte os i mål med projektet. Og vi er glade for, at det giver os en mulighed og en platform til at fortælle hele branchen om den særlige proces og den læring, der ligger i projektet,” udtalte projektchef Hanne Gundelach fra bygherren Statens Serum Institut efter modtagelsen af prisen.

Læs mere og se interview med vinderen her 👇

Årets vinderprojekt gav også anledning til et debatindlæg i Licitationen om, hvad resten af branchen kan lære af projektet.

Tillykke til Statens Serum Institut med prisen, som også uddeles til næste års Building Awards.

Der er også grund til at hylde den anden finalist til prisen – DTU og holdet bag Bygning 307: Inddragende byggeri på mindre projekter – for et flot projekt, hvor der også var masser at lære for resten af branchen.

Du kan se begge finalisterne fortælle om deres projekter her

Og endelig skal der lyde en stor tak til juryen og Boligfonden Kuben for et godt samarbejde, som vi glæder os til at fortsætte næste år.

Intet netværk uden medlemmer

Her på falderebet vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske god jul og godt nytår til vores mange og meget aktive medlemmer, som dygtiggør sig selv – og deler med resten af branchen. Tak for jer💙

 

Vi glæder os til 2024. Har du en god ide til en aktivitet? Ring eller skriv!

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke