Værdibyg i 2024
Et nyt år truer, får man næsten lyst til at sige. Men der er heldigvis masser af lyspunkter i det kommende halvår, hvis man er til vejledninger om værdiskabende byggeprocesser. Se, hvad vi har at byde på af vejledninger, publikationer og nye projekter.
Går du stadig og bander over konfetti-stykker i gulvtæppet, i kattens pels og andre unævnelige steder, mens du overvejer, hvornår køen til flaskeautomaten er blevet mere overskuelig? Så er det måske på tide at blive muntret op med et overblik over alt det gode, der er i vente fra Værdibyg i det første halvår af dette Herrens år 2024.
Kommende vejledninger
Du kan blandt andet se frem til vejledninger om bæredygtighedstiltag, bæredygtighed i udbud, risikohåndtering ift. bæredygtighed og tidlig entreprenørinddragelse.
”Bæredygtighedstiltag” har til hensigt at samle og udbrede praktikeres eksempler på, hvordan man kan indføre ”nemme” eller billige bæredygtighedstiltag i et byggeprojekt, uden at det nødvendigvis forudsætter involvering af andre parter.
”Bæredygtighed i udbud” ser blandt andet på, hvordan man formulerer udbud og aftaler, så de baner vej for en bæredygtig udvikling. Og hvordan man sikrer, at udbuddet inviterer de bydende til at bidrage med bæredygtige løsninger.
”Risikohåndtering ift. bæredygtighed” giver vejledning og værktøjer til, hvordan risici relateret til bæredygtige løsninger kan identificeres og håndteres konkret i byggeprojekter, så oplevelsen af risiko ikke bliver en tidlig stopklods.
Den sidste af halvårets fire vejledninger ”Tidlig entreprenørinddragelse” skal understøtte tidlig inddragelse af entreprenørerne på enkeltstående projekter. Hvis man skal tro programdirektør i Værdibyg, Rolf Simonsen, er der grund til at glæde sig. Han fortæller blandt andet, at der er tale om ”… en vejledning med gode råd til, hvordan man sætter projektet op, finder de rette parter og får mest mulig værdi ud af entreprenørens medvirken i udviklingen af projektet”.
Du kan læse mere om arbejdet med vejledningen her.
Andre publikationer
2024 byder også på en rapport med perspektiver på den digitale byggeproces, som vi udgiver sammen med Molio. Og vi bliver i det digitale spor, da der også er en publikation på vej om vidensflow mellem projekterende og udførende undervejs – udarbejdet i samarbejde med ConTech Lab. Publikationen tager udgangspunkt i et stort byggeprojekt, som har været frontløber ift. at sikre, at den digitale model er bygbar. Den kommende publikation bygger videre på den tidligere publikation om emnet, som du finder her.
Sidste ædruelige bud på en publikation i det kommende halvår er ”Effektiv byggeproduktion” om projektet af samme navn, hvor der er samlet erfaring med brugen af Byggeledelse 2.0 – et samlet produktionssystem til byggeprojekter. I publikationen er der anbefalinger og gode råd til at arbejde med en mere effektiv byggeproduktion.
Nyt netværk om ledelse af bæredygtighed i projekter
Er dit nytårsforsæt at blive bedre til at realisere de bæredygtige målsætninger i praksis? Så skulle du måske overveje at blive en del af et af vores to nye netværk om ledelse af den bæredygtige byggeproces. Der er både et i Aarhus og i København.
Til første møde i Aarhus den 29. januar er der oplæg ved Anne Nørkjær Gade, kompetencechef i Artelia Danmark, mens det i København den 5. februar er Nel Jan Schipull, partner hos Vandkunsten, der holder oplæg.
Begge oplægsholdere vil dele ud af deres erfaringer med at skabe mere bæredygtigt byggeri og give deres bud på de videre skridt i udviklingen af bæredygtigt byggeri.
Nel Jan Schipull har blandt andet være involveret i udviklingen af Nærheden i Hedehusene, hvor en meget aktiv bygherre – Ejendomsselskabet Home.Earth – opfører 158 boliger. Byggeriet forventes færdigt i september 2024 og er projekteret til at have en klimapåvirkning på under 6 kgCO2E.
Nye projekter
Lige inden jul fik Værdibyg to nye projektbevillinger fra Grundejernes Investeringsfond.
Det ene projekt sætter fokus på Ressource-kortlægning (og særligt, hvor og hvordan sådan en skal bruges). Projektet skal munde ud i en klassisk Værdibyg-vejledning, men du kan også glæde dig til at få viden om emnet på andre måder – gennem både film, artikler og oplæg på konferencer.
Det andet projekt handler om at klæde håndværkere på med viden – og mandat til at optræde som bæredygtighedsambassadører. Det er et ”afprøvningsprojekt”, hvor vi samarbejder med Aarsleff og Byggeriets Uddannelser om at tilrettelægge og afrapportere fra et forløb for en gruppe håndværkere. Det er tanken, at flere entreprenører også kan deltage.
Vi tager hul på begge projekter i første kvartal af 2024 – og byd gerne ind, hvis I har lyst til at bidrage (særligt i forhold til ressource-kortlægningsprojektet).
Vi glæder os til at gå i gang og til at workshoppe os frem mod et mere bæredygtigt byggeri, hvor de digitale værktøjer, samarbejde og gode processer bidrager til værdiskabende byggeprocesser. Og skulle du ikke deltage i workshops eller lanceringer, så ses vi måske til følgende arrangementer, hvor Værdibyg optræder i det kommende halve år:
Februar: Circular Build Forum – Her diskuterer vi risiko og dokumentationsudfordringer ved at arbejde med genbrugsmaterialer.
April: Building Green i Aarhus – På sessionen ”Handling – hellere i dag end i morgen” sætter vi fokus på de lavthængende bæredygtighedstiltag på byggeprojekter.