Nyt medlem af følgegruppen

Ask Hesselager er nyt medlem af Lean Construction-DK Netværkets følgegruppe: ”Jeg har en dybfølt tro på, at byggebranchens produktivitet, arbejdsmiljø, bæredygtighed og omdømme kan forbedres ved brug af principperne fra Lean Construction”.

Efter en succesfuld fusion har Lean Construction-DK fungeret som et netværk i Værdibyg siden den 1. januar 2020. Siden da har der været tilknyttet en følgegruppe, som er med til at kvalificere og sparre omkring indhold og aktiviteter i Lean Construction-DK.

I 2023 har følgegruppen fået et nyt medlem. Det drejer sig om Ask Hesselager, der til daglig er proceschef i entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen a/s. I den forbindelse har vi spurgt Ask om, hvordan hans interesse for lean er opstået, og hvorfor han har valgt at takke ja til posten i følgegruppen.

Hvad er baggrunden for din interesse for Lean Construction?

Min interesse for Lean Construction begyndte i 2000 og udsprang af et af datidens udviklingsprojekter, som jeg var tilknyttet som entrepriseleder. Her var omdrejningspunktet måling af effekten af ugentlige ”formandsmøder” med fokus på materialeleverancer og byggelogistik. Desuden skulle effekten af at indføre ny teknologi i kommunikationen mellem byggepladsen og rådgiver afprøves.  Gennem dette projekt kom jeg i kontakt med Peter Henningsen og Sven Bertelsen, som var blandt datidens pionerer inden for dette felt.

Efter et par byggeprojekter, hvor jeg selv forsøgte at arbejde med min nye viden om effektive byggeprocesser, blev jeg procesleder i DR BYEN. Her fik jeg meget inspiration til mit videre arbejde, men indså også at der stadig var meget arbejde, der skulle gøres. Og derfor blev jeg en del af MT Højgaards proceskonsulenter og arbejdede med implementering af MTH´s koncept ”TRIMBYG”

Dette førte til, at jeg i 2009 igen blev ansat hos Enemærke & Petersen a/s – nu som intern proceskonsulent med fokus på implementering af Last Planner System og Lokations Baseret Planlægning gennem brug af cyklogrammer. Her arbejdede jeg i en årrække med at understøtte implementering af LC på en række af E&P’s byggeprojekter både på ”konsulentbasis” og helt konkret ved at tage ansvaret for planlægning og LPS på enkelte større byggeprojekter.

Hvad arbejder du/I med lige nu?

Vi søger hele tiden at fastholde en udvikling af nye tiltag, nye samarbejdsformer, nye anskuelser og samtidigt fastholde allerede forbedrede processer. I øjeblikket er det stor fokus på de øgede krav til dokumentation inden for kvalitetssikring, arbejdsmiljø, bæredygtighed. Hvordan kan vi synliggøre /monitorere energiforbrug, affaldsproduktion etc.? Vi ser på muligheder for et øget fokus på samarbejde med leverandører om ”just in time-koncepter” – bl.a. gennem udtræk af data fra bygningsmodeller.

Jeg er af den overbevisning, at vi I Enemærke & Petersen a/s har succes med implementering af lean construction, fordi implementeringen har stort ledelsesmæssigt fokus, og fordi vi vedholdende insisterer på at det gode samarbejde og en industrialiseret tilgang til byggeproduktion – bl.a. gennem brug af principperne i lean construction – giver positiv effekt.

Hvorfor har du valgt at takke ja til at deltage i følgegruppen og hvad håber du på at kunne bidrage med?

Jeg har valgt at sige ja til, at være en del af LCDK-følgegruppen, fordi jeg har en dybfølt tro på, at byggebranchens produktivitet, arbejdsmiljø, bæredygtighed og omdømme kan forbedres ved brug af principperne fra lean/lean construction, herunder Last Planner System.  Jeg har i mere end 20 år arbejdet med principperne i Lean Construction. Som ledelsesværktøj på byggepladserne, med implementering i organisationer og med formidling igennem undervisning, foredragsvirksomhed mm.  Jeg håber at benytte mine erfaringer med anvendelse, implementering og formidling i LCDK Netværket og derigennem bidrage til at udbrede kendskab og brug af Lean Construction.

Følgegruppen har nu ni medlemmer og består af:

  • Morten Skaarup Jensen, seniorprojektleder, Værdibyg
  • Rolf Simonsen, programdirektør, Værdibyg
  • Malene Raagaard Møller, senior udviklingschef, NCC
  • Søren Wandahl, Deputy Head of Department & Professor at Department of Civil and Architectural Engineering, Aarhus Universitet (Søren sidder desuden som observatør I Værdibygs styregruppe på vegne af Lean Construction-DK)
  • Randi M. Christensen, Sustainability Director, COWI
  • Jakob Lemming, Lab Manager – Digital Transformation Lab, Aarhus Universitet
  • Sidse Buch, politisk-økonomisk konsulent, BAT-kartellet
  • Jan Buur Frederiksen, projektchef, Center for Ejendomme, Region H
  • Ask Hesselager, proceschef, Enemærke & Petersen a/s

Følgegruppen mødes fem gange om året.

Et aktivt netværk på tværs af branchen

Lean Construction-DK er et netværk for virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner i byggeriet som har, eller ønsker værktøjer til at implementere og/eller fremme lean construction i sine byggeprocesser. Lean Construction-DK arbejder bl.a. med at udbrede danske og internationale erfaringer om den trimmede og optimerede byggeproces. Vi ønsker en absolut minimering af spild ved hele tiden at stræbe efter det perfekte, lære og forbedre processerne i byggeriet.

Netværket udarbejder vejledninger og kurser om forbedring af produktivitet og samarbejde i byggeprocessen.

Herudover arrangerer netværket 15-20 årlige aktiviteter og medlemsmøder om aktuelle problemstillinger og udfordringer i byggeprocessen. Møderne afholdes enten som oplæg fra inviterede eksperter eller som diskussionsfora, hvor medlemmerne sammen diskuterer og udvikler forståelsen for byggeprocessen.

Medlemmer får:

§  Adgang til lukkede medlemsmøder, netværkets studiekreds og gratis deltagelse ved vores kurser og årskonference

§  Medbestemmelse på de emner og temaer vi arbejder med

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke