Ny vejledning om bæredygtighedsprogram skal holde byggeriet på bæredygtighedssporet
I dag præsenterer Værdibyg vejledningen ”Bæredygtighedsprogram”, som kommer med konkrete anvisninger til, hvordan man holder sit byggeprojekt på bæredygtighedssporet. Det kniber det nemlig med i mainstream-byggeriet, hvor ambitionerne om bæredygtighed simpelthen ikke klarer mødet med virkeligheden.
Værdibyg præsenterer i dag den første vejledning i serien om ”Den bæredygtige byggeproces” med praksisnære og konkrete anvisninger til at bygge mere bæredygtigt. Den nye vejledning stiller skarpt på bæredygtighedsprogrammet, som er den del af byggeprogrammet, der fastlægger krav og målsætninger til et byggeprojekts bæredygtighed.
Ambitionerne skal klare mødet med virkeligheden
Vejledningen tager afsæt i, at for få byggeprojekter indfrier de indledende ambitioner om bæredygtighed. ”Vi hører blandt byggeriets praktikere, at de igen og igen oplever, at bæredygtighedstiltag minimeres eller spares helt væk i takt med, at byggeprojektet udvikles. De indledende visioner og ambitioner kan simpelthen ikke klare mødet med virkeligheden – og det er bare ikke godt nok”, siger projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad.
”Med den nye vejledning vil vi gerne bidrage med konkrete anvisninger til, hvordan et byggeri kan holdes på bæredygtighedssporet gennem hele byggeprocessen. Nemlig ved at lave et godt bæredygtighedsprogram med tydelige og operationelle krav og målsætninger til bæredygtighed”, fortæller projektchefen.
Alle forstår hvorfor – få ved hvordan
Vejledningen præsenteres i dag til Building Greens konference ”Bæredygtig Byggeproces” ved en paneldebat faciliteret af seniorprojektleder i Værdibyg, Stephan Sander.
”Mange i byggeriet er engageret i bæredygtighed, men der er også mange, der fortsat ikke er. Og uanset overbevisning, så står stort set alle parter og er usikre på, hvordan vi skaber en god byggeproces, der støtter op om bæredygtighed – fra start til slut. Dét kommer vi nu med et bud på; altså hvordan man helt konkret kan formulere krav og målsætninger til bæredygtighed i et byggeprojekt”, fortæller Stephan Sander.
Værdibygs vejledning er som altid udarbejdet med input fra praktikere fra hele værdikæden. Én af dem er Gitte Gylling Hammershøj Olesen, markedsdirektør i Cowi, pennefører på vejledningen og deltager i paneldebatten på konferencen. Hun mener, at branchen i høj grad har købt ind på, hvorfor der skal bygges bæredygtigt, men at mange – som Stephan Sander siger – mangler svar på, hvordan man gør i praksis.
”Det gode bæredygtighedsprogram giver et vigtigt afsæt for at kunne skabe samarbejde på tværs i projekter. Det giver os et redskab til at få integreret bæredygtighed i det konkrete projekt og i alle led af byggeprocessen”, udtaler Gitte Gylling Hammershøj Olesen.
Et nyt dogme i byggeriet
Stephan håber, at vejledningen kan bidrage til, at de nye processer og metoder vi i fællesskab etablerer i byggeriet i disse år, vil blive standard i vores byggeprojekter: ”Om 10 år taler vi forhåbentlig ikke længere om ”bæredygtig byggeproces” – til den tid er det bare blevet til ”byggeproces”. Men lige nu og her er der brug for, at vi sætter særligt fokus på bæredygtighed og får adresseret bæredygtighedskrav specifikt – samtidig med at vi tager højde for de eksisterende processer”, udtaler seniorprojektlederen.
Gitte Gylling Hammershøj Olesen er enig i, at bæredygtighed med tiden skal blive en naturligt integreret del af byggeprocessen:
”Jeg ønsker mig et nyt dogme i byggeriet hvor bæredygtighedsprogrammet er en selvfølgelig del af processen, og hvor bæredygtighedsmål og -ambitioner vejer tungere end kortsigtede disponeringer. På den måde kan vi sammen flytte kvaliteten af det vi bygger, renoverer og bruger igen, derhen hvor den burde være”’ afslutter markedsdirektøren.
Download vejledningen
Vejledningen ”Bæredygtighedsprogram” kan downloades gratis her.