Sikker og effektiv byggeplads: Her er håndværkernes 6 største ønsker
Hver dag oplever håndværkere en række udfordringer, der gør det svært for dem at opnå et godt flow og dermed høj produktivitet i deres arbejde. Værdibyg har spurgt dem om, hvad deres største ønsker til bygherren og rådgiverne er. Her er deres seks største ønsker.
For at få en sikker og effektiv arbejdsproces på byggepladsen, ønsker håndværkere sig:
- At sikkerhed og arbejdsmiljø på byggepladserne bliver taget seriøst: Bygherren skal sætte fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø i sit udbudsmateriale, og at arbejdsmiljøkoordinator skal involveres i projekteringen
- En gennemtænkt byggepladsindretning og -logistik: Tilknyt en person, der har ansvar for byggepladsen, og indret så håndværkernes arbejde kan foregå efter en jævn rytme
- Et klart tegningsmateriale med gennemtænkte løsninger: Der skal være en konsekvent procedure for kvalitetssikring og tegningsændringer, og en kort kommunikationsvej fra håndværker til rådgiver
- Effektiv beslutningskraft på byggepladsen: En beslutningsmyndig person skal være på byggepladsen og tage klare og effektive beslutninger på et oplyst grundlag
- Rammer for dialog på tværs: Afhold fælles planlægningsmøder med deltagelse af alle håndværkere, og understøt det sociale liv og den gode omgangstone på byggepladsen
- Information, indflydelse og inddragelse: Informér håndværkerne om bygherrens succeskriterier og inddrag håndværkernes viden ifm. udarbejdelse af tidsplan, indretning af byggepladsen osv.
Vi har samlet flere gode råd og overskuelige tjeklister til bygherrer, projekterende og til entreprenørerne selv i mini-vejledningen “Sikker og effektiv byggeplads”.