Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

17. juni 2021

Se eller gense populært webinar om DGNB som motor for bæredygtige initiativer

Byggebranchen er ansvarlig for en stor del af den samlede miljøbelastning i samfundet. Særligt i udførelsesfasen er der potentiale for en forbedret bæredygtig udvikling, da der her er et meget udpræget fokus på det økonomiske aspekt.

Men hvordan kan produktivitet i udførelsesfasen anvendes som drivfaktor i den bæredygtige udvikling?

Hvilken rolle spiller lovgivningen, bygherren og den offentlige sektor som initiativtager i den bæredygtige udvikling? Og hvordan kan særlige samarbejdsformer og -aftaler skabe et bedre grundlag for bæredygtighed?

Det blev vi klogere på til Lean Construction-DK Netværkets temamøde, hvor vi blev præsenteret for en afhandling fra Aarhus Universitet, som søger at svare på ovenstående spørgsmål. I afhandlingen er disse temaer netop blevet undersøgt, studeret og analyseret. Her viser det sig især, at implementering af bæredygtige initiativer særligt kan effektiviseres ved at anvende DGNB-certificeringsordningen. Der er brug for konkrete, håndgribelige og målbare metoder for at styrke udviklingen af en mere bæredygtig og holistisk byggeproces.

I afhandlingen er DGNB-manualen blevet gransket for at identificere kriterier, som omhandler udførelsesfasen. For at dække hele udførelsesfasen er yderligere kriterier blevet udviklet og alle kriterierne er blevet samlet i et separat add-on til DGNB-certificeringen.

Med DGNB-certificeringen, og det udarbejdede add-on, tages der højde for, at der er en holistisk tilgang til bæredygtighed, hvor det sikres at alle faser i byggeprocessen medtages. Det udarbejdede add-on er blevet vurderet af eksperter fra branchen og testet på et casestudie, som viser, at der er stort potentiale for forbedring og implementering af bæredygtighed i udførelsesfasen.

Du kan nu se eller gense hele det populære webinar, hvor Line Tellefsen, Mette Fredberg Nielsen og Emilie Riberholt Henriksen præsenterer afhandlingen om ”Bæredygtighed i byggeprocessen – Implementering af bæredygtige initiativer ved at bruge DGNB-certificeringsordningen til at opnå en mere bæredygtig og holistisk byggeproces” her:

https://youtu.be/Jh4h4Jui2Ec