Konstruktørforeningen og Værdibyg cementerer samarbejdet

Konstruktørforeningen indtræder nu i samarbejdet omkring Værdibyg efter indgåelsen af en ny aftale. Aftalen formaliserer det allerede gode samarbejde mellem parterne og bringer bygningskonstruktørerne - en af de centrale faggrupper i byggeprocessen - tættere på Værdibyg.

Nu har Konstruktørforeningen og Værdibyg fået ”papir på hinanden”. Der har i mange år været en god dialog mellem Værdibyg og Konstruktørforeningen og samarbejde om en række konkrete aktiviteter – bl.a. omkring bygningskonstruktøruddannelserne og arbejdet i Lean Construction-DK.  Men nu indtræder Konstruktørforeningen i Værdibyg på lige fod med de seks andre store brancheorganisationer i byggeriet – DI Byggeri, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, BAT Kartellet, TEKNIQ arbejdsgiverne og Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI.

Centrale i byggeprocessen

”Vi har i mange år haft et rigtig godt samarbejde med Konstruktørforeningen, så vi er glade for, at vi nu kan bringe foreningen og deres medlemmer endnu tættere på Værdibyg. Bygningskonstruktørerne – sidder typisk lige midt i byggeprocesserne og har derfor en rigtig god fornemmelse for, hvor skoen trykker – og hvilke løsninger der virker i praksis,” udtaler formand for Værdibygs styregruppe Inge Ebbensgaard, som også er chef for byggeri og byggepolitik samt informationschef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

I Konstruktørforeningen glæder næstformand Jette Leth Fejerskov Djælund sig også over, at samarbejdet med de øvrige organisationer i Værdibyg er blevet formaliseret.

”Det vil både styrke bygningskonstruktørernes rolle og synlighed endnu mere i hele byggeriets værdikæde og samtidig støtte op om og udbrede det gode og vigtige arbejde, Værdibyg står for. Vi har en unik platform, da vi er så central en faggruppe, der er involveret i alle faser af et byggeri fra den indledende planlægning over projektering, udførelse til drift og vedligeholdelse med stort fokus på processer, bygbarhed og bæredygtighed,” udtaler Jette Leth Fejerskov Djælund.

Styrket kontakt til uddannelserne

Programdirektør i Værdibyg Rolf Simonsen ser frem til, at samarbejdet skal styrke kendskabet til Værdibygs arbejde og publikationer på Konstruktøruddannelserne, som måske er den af byggeriets uddannelser, der har det største fokus på byggeriets processer.

”Selvom vi i forvejen møder Konstruktørforeningens medlemmer som aktive aktører i de virksomheder, der er medlemmer i brancheorganisationerne, så er det en styrke, at vi har fået Konstruktørforeningen med i samarbejdet om Værdibyg. Konstruktørforeningen har et stærkt dansk og internationalt netværk og ikke mindst en stærk kontakt til konstruktøruddannelserne, som uddanner en betydelig del af fremtidens aktører i byggeriets processer, som netop er Værdibygs hovedfokus,” udtaler Rolf Simonsen.

Jette Leth Fejerskov Djælund ser også muligheder for at Konstruktørforeningen kan bidrage til at udbrede kendskabet til Værdibygs vejledninger blandt målgrupper, som branchesamarbejdet traditionelt har haft lidt sværere ved at nå ud til – de små og mellemstore virksomheder i byggeriet.

”Vi ser frem til at være med til at udpege de områder, hvor det er sværest at få alle med i den nødvendige grønne og digitale omstilling. Det gælder f.eks. de mange små og mellemstore virksomheder indenfor byggeriet, hvor der er behov for at understøtte den gode udvikling, der allerede er i gang. Vi ønsker at give vores bidrag til at udbrede kendskabet til Værdibygs vejledninger og gøre dem endnu mere relevante for alle aktører i branchen,” udtaler Jette Leth Fejerskov Djælund.

Om Konstruktørforeningen

Konstruktørforeningen (KF) er bygningskonstruktørernes faglige organisation, standsforening og Danmarks største netværk for bygningskonstruktører med over 11.000 medlemmer. KF repræsenterer bygningskonstruktørerne, og er dannet og ledet af bygningskonstruktører. KF er medlem af hovedorganisationen Akademikerne (AC). Læs mere her.

 

Flere nyheder

Jonathan Weimar

Ny digital udgivelse viser, hvordan du plukker de lavthængende grønne frugter i byggeriet

/
Ny digital udgivelse om bæredygtighedstiltag giver konkrete eksempler og ...
BæredygtighedsambassadørJonathan Grevsen

Håndværkerne skal være med til at løfte den bæredygtige indsats

/
Værdibyg og Aarsleff udvikler og afprøver et nyt ...
Lancering af Værdibygs vejledning "Bæredygtighedsledelse".Jonathan Grevsen

Årsrapport 2023

/
Værdibygs årsrapport 2023 er nu tilgængelig. Her får ...

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke