BIG gør Værdibygs projektgranskningsværktøj til deres eget
Værdibygs værktøj til projektgranskning blev lagt ud til branchen sammen med vejledningen Projektgranskning i efteråret 2022. Nu har Bjarke Ingels Group taget værktøjet til sig og er i gang med at udvikle og tilpasse det til deres egen organisation.
I forbindelse med vejledningen om projektgranskning, som Værdibyg publicerede i september sidste år, udviklede seniorprojektleder Mette Skouenborg og vejledningens pennefører Stig Brinck, ekspertisechef i NIRAS, et projektgranskningsværktøj. Det består af en liste med næsten 800 granskningsspørgsmål, som kan sorteres og filtreres indenfor hhv. faser, emner og fag. Det er således muligt at lave forskellige specifikke lister med relevante granskningsspørgsmål, der er tilpasset behovet for den konkrete granskningsproces.
Det værktøj blev Henrik Rømer Kania, QA/QC Manager og Pernille Uglvig Sangvin, QA/QC Coordinator i Bjarke Ingels Group (BIG) opmærksomme på kort efter publiceringen. Begge var relativt nyansatte med den opgave at etablere en afdeling for kvalitetssikring, og de gik med tanker om at udvikle et værktøj til projektgranskning.
Et ret fedt værktøj
”For at opdatere vores kvalitetssikringssystem var vi inde og kigge på websites om kvalitetssikring. I den forbindelse faldt jeg over Værdibygs værktøj. Det måske lidt meget sagt, at det var en åbenbaring, men vi var enige om, at det var et ret fedt værktøj, vi havde fundet der. Det var noget, vi havde talt om selv at udvikle, og så var der allerede nogen, der havde lavet det,” fortæller Henrik Rømer Kania.
Henrik Rømer Kania og Pernille Uglvig Sangvin tog værktøjet til sig, og har siden bearbejdet det, så det kan bruges som et værktøj internt i BIG. Først og fremmest skulle skabelonen tilpasses BIG’s eget design og oversættes til engelsk, så det kunne bruges i hele koncernen, hvor 80-90 procent er engelsksprogede. Herefter skulle de sikre sig, at listen med spørgsmål var fyldestgørende.
”Vi har sendt spørgsmålene til kommentering hos de afdelinger, som de berører – både til vores landskab- og ingeniørafdeling, bæredygtighed, legal mfl. – og bedt dem komme med yderligere spørgsmål, hvis de synes, de manglede i skemaet. Derudover har vi besluttet os for at omformulere nogle af spørgsmålene, som relaterer sig specifikt til nationale regler og love. I stedet henvises der til, at man skal være opmærksom på gældende national lovgivning og krav i det land, man opererer i,” siger Pernille Uglvig Sangvin.
Henrik Rømer Kania supplerer med, at der bliver tilføjet en gruppe spørgsmål, som vedrører krav i kontrakterne, da en stor del af kvalitetssikringsarbejdet handler om, at man har overholdt kontrakten.
Kræver en vis organisation at gøre værktøjet til sit eget
Tilpasningen af værktøjet har kostet nogle timer fra Henrik og Pernille, som også har trukket på kompetencer hos deres kollega Søren Dam Mortensen, som er Technical BIM Manager.
”Det kræver en vis organisation at gøre værktøjet til sit eget, og man skal være ret skarp til Excel – særligt ift. makroer. Vi har været heldige, at vores kollega Søren, kunne hjælpe og blandt andet har kodet en smule,” siger Pernille Uglvig Sangvin.
Et åbent dokument
Arbejdet er stadig i gang og forventes afsluttet inden for et par måneder, hvorefter værktøjet vil blive frigivet i organisationen. Men det vil være et åbent dokument, som løbende skal opdateres.
”Særligt bæredygtighedsområdet rykker sig meget lige i øjeblikket, så der vil formentlig komme nye spørgsmål,” fortæller Henrik Rømer Kania.
Opbakning fra ledelsen
Selvom værktøjet altså endnu ikke for alvor er taget i brug, forventer Henrik Rømer Kania og Pernille Uglvig Sangvin, at det bliver en gevinst for organisationen, og at det ikke alene bliver et værktøj til projektgranskning, men også kan bruges i projekteringsledernes egenkontrol.
Begge har oplevet stor opbakning fra ledelsen ift. at bruge ressourcer på arbejdet.
”Der blev ikke stillet mange spørgsmål til værdien i det arbejde, vi har rimelig frie tøjler og er jo netop hentet ind for at styrke arbejdet med kvalitetssikring. Det samme gjorde sig gældende, da vi bad om lov til at deltage i Værdibygs Netværk for Kvalitetssikring. Der var bare go. Så der er virkelig stor opbakning til arbejdet,” afslutter Henrik Rømer Kania og Pernille Uglvig Sangvin samstemmende
Hent vejledningen Projektgranskning
Hvordan bruger man værktøjet?
Se vejledningens pennefører Stig Brinck, ekspertisechef i NIRAS, gennemgå, hvordan du bruger værktøjet: