Uddannelse handler ikke om at opdrage, men om at bidrage med viden og give håndværkere mulighed for at udvikle sig i en branche, der allerede er i forandring. Uddannelse og supplerende kurser kan give et fælles sprog og ståsted på tværs af ledelse og udførelse, og bidrage med en øget forståelse af hvorfor nogle krav findes – ikke bare hvad der skal gøres.
Vidensdeling på tværs af virksomheden kan være med til at synliggøre f.eks. hvordan fejlsortering af affald ikke kun påvirker klimaet, men også medfører øgede udgifter og spild af tid. Når sammenhængene bliver tydelige, giver det bedre mening at justere på hverdagens handlinger.
Ny viden kræver også rammer til udvikling
Mere viden gør det ikke alene. Effekten hænger sammen med, om der er tid, rammer og opfølgning forbundet med opkvalificeringen. Hvis håndværkerne kommer tilbage til de samme rammer, hvor der ikke er plads eller tid til ændringer eller til at prøve noget af, så er der risiko for, at vanerne blot fortsætter, og forandringen udebliver.
8 gode råd:
Sådan kobles uddannelse direkte til arbejdet på pladsen
- Fokusér på det, håndværkerne kan genkende: spild, affald, tid og bøvl
- Gør ny viden konkret – tag udgangspunkt i faktiske arbejdsopgaver, materialer eller løsninger
- Gør ny viden synlig – vis eksempler på pladsen, brug billeder, mock-ups og lign. Hvis man kan se det – kan man udføre det
- Gør det nemt at gøre det rigtigt – brug standardløsninger, simple tjeklister og klare anvisninger. Nye vaner skal kunne indarbejdes uden ekstra bøvl
- Træn adfærd og ikke kun viden. Ny adfærd opstår gennem handling, ikke gennem forståelse alene. Kurser skal indeholde gentagelse, praksis og feedback
- Brug fællesskabet aktivt. Håndværkerne lærer af hinanden. Udpeg rollemodeller og lad god praksis blive synlig. Adfærd smitter – også den bæredygtige
- Rammer, krav og aftaler skal være tydelige. Ledelsen skal definere “sådan gør vi” – enkelt, konkret og gentaget
- Lær ofte – ikke længe
Lær ofte – ikke længe
Nogle gange kan det være godt givet ud at tage en hel dag ud af kalenderen, hvor alle medarbejdere får den samme viden, og hvor man virkelig kan dykke ned i et emne. Men det er også ressourcetungt og ikke noget alle har mulighed for. Man kan også fokusere på at udarbejde kortere moduler på 30-90 minutter, som bliver gentaget løbende. Hyppige gentagelser kan styrke hukommelsen og sikre varig adfærdsændring. Endagskurser giver viden – men ikke nødvendigvis nye vaner.
Handling:
- Lav korte læringsmoduler (30 – 90 minutter), som gentages løbende (en gentagelse kan måske kortes ned til 15-30 minutter)
- Brug videoer eller små quizzer i jeres interne platforme (intranet, app, mail mv.)
- Fokuser på ét tema ad gangen (f.eks. “spild” eller “affald”)
- Følg op ude på pladsen og hold fokus på det I har lært indtil det ”sidder fast” som en vane

Brug specialisterne
Brug specialister som affaldstransportører, leverandører eller eksperter på et område med praktisk forståelse. De skaber klarhed og fjerner gætterier. Det skaber troværdighed og giver klarhed ift. den aktuelle situation, så ingen skal gætte på, hvad der må komme i containeren.
Handling:
- Inviter f.eks. affaldsmodtageren eller genbrugsleverandøren ud
- Få dem til at gennemgå regler, vise fejl og forklare hvorfor det betyder noget
- Gentag det på hvert nyt projekt
Links til mere viden
Om denne side
Denne side er en del af temaet: Håndværkerne som bæredygtigheds-ambassadører
Temaet er et resultat af et projekt og samarbejde med Per Aarsleff A/S og deres søsterselskab Hansson & Knudsen A/S. Ca. 30 håndværkere har været igennem et undervisningsforløb, hvor de har delt – og har fået opkvalificeret deres viden om klima og miljø, for derved at styrke deres rolle som bæredygtighedsmabassadører på byggepladsen.
Per Aarsleff A/S og Hansson & Knudsen A/S har bidraget med viden og praksisnære erfaringer til projektet, mens Værdibyg har omsat og formidlet projektets resultater til branchen.
Indsatsen er finansieret af Grundejerens Investeringsfond.

