Værdibyg har længe efterlyst mere forskning i byggeriets processer. Nu har vi taget hul på en række arrangementer, der skal rette spottet mod den forskning, der rent faktisk findes på området.
Første forsker på programmet var Hasse Neve, Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, som i studiet ”Produktivitet i renovering” undersøger produktiviteten på fire forskellige byggepladser.
Studiet viser, at der er potentiale for øget produktivitet. Dette kan blandt andet opnås ved at begynde at tænke byggerier som produktion, der kan ledes kontrolleret og forudsigeligt. Det er ikke bare et spørgsmål om, at håndværkerne skal løbe hurtigere. Konkret handler det om især om god planlægning, synlig ledelse og øget brug af data.