Denne skabelon er bilag til vejledningen Håndtering af brugere og beboere i renoveringsprojekter
Til at kortlægge projektets brugere, kan man lave en interessentanalyse. Her laver man en brainstorm, hvor man finder de forskellige typer af brugerem, som kategoriseres i et diagram efter interesse i projektet og deres indflydelse på projektet.
Det er vigtigt at bygherren, så tidligt som muligt, afklarer og beslutter, hvilken formel rolle brugerne skal have i projektet, samt hvordan man ønsker at inddrage og/eller informere brugerne. Der kan være brugergrupper med forskellig roller inden for det samme projekt, som forudsætter forskellige typer kommunikation. På en skole er der eksempelvis både lærere, elever, forældre, administrativt personale, driftspersonale, foreninger, der bruger lokalerne mv.
Interessentanalysen kan også bruges til at kortlægge øvrige interessenter, som kan komme til at påvirke projektet på den ene eller anden måde.
Planlæg brugerkommunikationen på dit projekt
Præcis og konkret brugerinformering er en vigtig faktor for et godt byggeprojekt. Da der kan være stor forskel på, hvordan og hvornår der skal kommunikeres med de forskellige brugergrupper, er det vigtigt at lave en “kommunikationsplan“. Hertil kan man bruge “interessentanalysen” til at identificere, hvilke brugergrupper der skal kommunikeres med og i hvilket omfang. Dernæst kan man bruge “interessentskemaer” til at finde frem til, hvordan der bedst kommunikeres med de pågældende grupper.