Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Artikel

Håndværkerne som bæredygtigheds-ambassadører

Forandringsledelse: Sådan hjælper ledelsen håndværkerne godt på vej

Håndværkere spiller en central rolle i den grønne omstilling. Det er ledelsens opgave at sætte retningen og skabe rammerne for forandringen. Når håndværkere får den rette motivation, viden, råderum og de nødvendige værktøjer, opstår der et stærkt fundament for, at de kan tage initiativ og ansvar i hverdagen.

Bæredygtig udvikling lykkes bedst, når den er forankret i hele organisationen – med tydelig ledelse og engagerede fagfolk på gulvet.

På denne side kan du læse mere om, hvordan ledelsen kan arbejde med forandringsledelse på byggepladsen.

At skabe motivation kræver en indsats

Motivation handler ikke om flotte ord, men om at gøre arbejdet lettere, mere meningsfuldt og om at vise respekt for håndværkernes faglighed. Hvis noget gør deres arbejdsgange tungere, er der risiko for, at de hurtigt mister motivationen for forandringen. Hvis de oplever, at du lytter og tager deres erfaringer alvorligt, er der større chance for at du får dem med.

Mange håndværkere bærer på en erfaring af ikke at blive hørt og af at blive betragtet som “bare håndværkere”.

Hvis forandring skal lykkes, skal den give mening for den enkelte. Den skal opleves som relevant, realistisk og værd at engagere sig i. Derfor er det ikke nok, at bæredygtighed, sikkerhed eller nye arbejdsgange bliver besluttet oppefra, det er afgørende, at du viser, at deres viden er en ressource, og at de reelt inddrages i de beslutninger, der påvirker deres hverdag. Motivation handler i høj grad om at blive set og behandlet som fagfolk – ikke som udskiftelige skakbrikker.

Inddrag fra start – lyt og følg op

Spørg håndværkerne, hvad de synes fungerer godt og hvor der er udfordringer. Tag det med i planlægningen, og tag højde for deres behov og udfordringer i indsatsen.

Tag deres input alvorligt, og vis, at du handler på det. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle input skal effektiviseres, men de fortjener en tilbagemelding, også når noget ikke kan lade sig gøre.

Gør hverdagen lettere

Sørg for gode rammer, færre forstyrrelser og klare aftaler. Er der noget der kan lette arbejdsgangene?

Vi mennesker gør ikke altid det mest logiske. I stedet gør vi ofte det, der er lettest. Derfor sker forandring sjældent ved, at vi peger fingre eller fortæller hinanden, hvad der er rigtigt og forkert. På byggepladsen fungerer forandring bedst, når det rigtige valg også er det nemme valg, når løsningerne passer ind i den måde, arbejdet allerede udføres på, og når nye vaner ikke opleves som ekstra bøvl i hverdagen.

Få pladsens “popkorn” med på indsatsen

Mennesker er sociale væsner og vi kopierer hinanden. Hvis én begynder, følger andre ofte med. Små handlinger smitter og derfor kan én person gøre mere, end man lige tror. Håndværkere arbejder i forvejen i teams, hvor man ser på hinanden og lærer af hinanden. Derfor spreder gode løsninger sig hurtigt, når én starter.

Start med at få “ja-hattene” med – dem der er interesseret i forandringen og kan se potentialet i den. Det er dem vi også kalder “popkorn” (læs mere om dem i næste afsnit).

Vær til stede og følg op løbende

Gå ud på pladsen, spørg ind og snak om mulighederne og udfordringerne, er der noget de har brug for på pladsen? Dette skal ikke kun være i starten, men løbende og særligt, hvis indsatsen begynder at “gå lidt i glemmebogen”. Følg op igen og tag en snak om, hvordan I kommer på rette spor igen.

Ros det faglige og fejr succeserne

Giv tydelig anerkendelse for godt arbejde – ikke bare til den enkelte, men også foran holdet.

Anerkend og beløn håndværkere for deres indsats i implementeringen af bæredygtige tiltag. Dette kan omfatte anerkendelse og ros, små konkurrencer eller belønninger for at opnå specifikke mål relateret til bæredygtighed.

Pas dog på med at belønne for “nul fejl”. Det kan hurtigt komme til at skabe en tavshedskultur der giver et falsk billede. Fokuser derfor at udviklingen og modet til at prøve noget nyt af.

Mind håndværkerne (og hinanden) om “hvorfor”
I arbjder med bæredygtighed:

  • Det er sund fornuft
  • Det understøtter din faglige stolthed
  • Det er vigtigt for den grønne omstilling
  • Du holder dig job-aktuel i fremtiden – bæredygtige kompetencer er en uundgåelig udvikling
  • Du kan gøre en forskel – det er ikke bare en dråbe i havet

Popkorn-princippet

Fokuser indsatsen på dem der er klar til forandring

Popkorn-princippet bygger på ideen om, at forandring sker ujævnt – ligesom popkorn, der springer ét efter ét, og ikke alle på én gang. Nogle medarbejdere vil være klar til at tage noget nyt til sig med det samme, mens andre først følger trop senere.

Vil man igennem med sin forandring, skal man derfor ikke presse en hel gruppe på én gang, men finde og støtte de første “popkorn”, der viser interesse for, f.eks. mere bedre affaldssortering, mere genbrug af restprodukter osv.

Når de første medarbejdere begynder at ændre adfærd og de første gevinster viser sig ved f.eks. mindre spild, ryddelige arbejdsområder eller anerkendelse fra ledelsen pga. de økonomiske gevinster ved korrekt kildesortering osv. – så spreder forandringen sig ofte helt af selv til resten (eller om ikke andet store dele) af sjakket.

Det er vigtigt, at man ikke sætter baren for højt og tror at alle bare følger trop. Der vil som oftest være nogen tilbage der ”bare ikke popper” – og det kan være okay.

Adfærd og forandringsledelse

Vi mennesker er ikke logisk tænkende væsner. I praksis styres vi af vaner, følelser og det, der er lettest her og nu. Vores hjerner er dovne og visuelle: Vi hader bøvl og kan godt lide at det er nemt. Og så skal vi se forandringen i virkeligheden, på pladsen, i arbejdsprocessen.

Effektiv forandringsledelse på byggepladser kræver derfor, at den ønskede adfærd gøres synlig, enkel og konkret. Mindre snak. Mere handling.

Vis det rigtige – gentag det – og fjern alt, der gør det besværligt at gøre det rigtige.

Skab forandring på byggepladsen ved at:

  • Gør det nemt – juster på rammerne
  • Tag initiativ – ledelsen skal gå forrest og fastholde fokus
  • Forklar “hvofor” – involver håndværkerne i begrundelserne istedet for blot at udstikke ordrer

Fra “popkornene” til ambassadør

Når engagerede håndværkere går forrest og hopper med på en forandring, er de med til at vise deres kollegaer, at udviklingen f.eks. ikke er en trussel mod deres akkorder eller arbejdsgange. De er med til at vise forbedringspotentialet, hvordan tingene kan gøres anderledes, arbejdsglæden og en faglig stolthed – og det smitter af.

Kollegaer lytter til kollegaer. Derfor er det afgørende at identificere og understøtte de personer, som naturligt har indflydelse – både fagligt og socialt – og klæde dem på til at være forgangspersoner for indsatsen. En god rollemodel viser vejen ved selv at handle bæredygtigt, f.eks. ved at affaldssortere korrekt, minimere spild og stille spørgsmål ved uhensigtsmæssige vaner. Men det er ikke nok at pege fingre eller forklare, hvad der bør gøres.

Nogle gange kan det være at ambassadørerne skal klædes lidt ekstra på, f.eks. med et kursus eller et mandat til at træffe daglige beslutninger. Når håndværkerne oplever, at deres input bliver omsat til konkrete handlinger, styrkes både ejerskab og engagement i den bæredygtige omstilling.

Hvad er en ambassadør?

En ambassadør er typisk en, der tør tage det første skridt og sige noget højt, selvom der er forskellige meninger om sagen. De er gode til at tage snakken roligt og ordentligt, så andre stadig har lyst til at være med. De motiverer med en positiv tilgang frem for en løftet pegefinger.

En ambassadør behøver ikke have en stor byggeteknisk viden. Det vigtigste er nysgerrighed, ansvarsfølelse og evnen til at få øje på både de små og store handlinger, der faktisk gør en forskel i det daglige arbejde.

Det er lettest at gå forrest, når byggeledelsen bakker op og giver plads til, at gode idéer og bedre valg kan blive til fælles praksis på byggepladsen.

Hjælp håndværkere med ny viden

For at håndværkerne reelt ændrer adfærd, er det vigtigt, at de bliver klædt på til det. Det er ikke bare noget der sker af sig selv. De skal have inspiration, viden og fakta. Det skal give mening for dem og ikke bare være en ”målsætning for virksomheden”.  De skal have værktøjer og sprog, for selv kan kunne tage del i indsatsen og inspirere deres kollegaer.

Gør den nye viden konkret

Ledelsen kan hjælpe håndværkernes bevidsthed og engagement, ved at tilbyde dem kurser og viden som tydeligt kobler viden til praksis. Det kræver mere end generel information: Gør f.eks. bæredygtighed konkret ved at vise, hvordan nye arbejdsmetoder sparer tid, reducerer spild og forbedrer arbejdsmiljøet. Brug konkrete cases fra egne eller lignende projekter, hvor fx bedre materialehåndtering har mindsket affald, eller hvor energirigtige løsninger har givet målbare besparelser.

Samtidig bør ledelsen hjælpe til, at håndværkerne forstår den større sammenhæng. Korte, praksisnære læringsforløb – fx korte informationsmøder på byggepladsen – hvor daglige handlinger kobles til miljømæssige og sociale konsekvenser. Her er det afgørende at oversætte bæredygtighed til faglig relevans: Hvad betyder det for mit arbejde i dag?

Endelig skal bæredygtighed gøres til en del af den faglige stolthed. Anerkend og fremhæv gode løsninger, skab rum for videndeling mellem kollegaer, og gør det tydeligt, at det er en kernekompetence at kunne bygge og udføre arbejde med bæredygtige hensyn. Når viden, motivation og anerkendelse går hånd i hånd, øges både ejerskab og initiativ i praksis.

Få flere gode råd til hvordan viden kan være med til at give ledelse og håndværkere et fælles sprog her

Fasthold fokus

Ledelsen skal inddrage håndværkerne aktivt og løbende i beslutninger om bæredygtige løsninger. Det kan gøres ved at afholde korte, faste ugentlige møder på byggepladsen med fokus på materialer, affald og arbejdsgange, hvor håndværkernes erfaring bringes direkte i spil. Nye tiltag bør testes af i mindre skala og efterfølgende evalueres sammen med håndværkerne: Hvad virker, og hvad skaber unødigt besvær? Det er afgørende, at ledelsen synligt justerer beslutninger på baggrund af denne feedback.

Bliv ved med at snak om det. Både formaliseret til byggepladsmøder, men gå også en runde og følg op. Spørg ind til hvad der rør sig. Hvorfor er den gode udvikling måske gået i stå. Har virkeligheden ændret sig – så der er behov for noget nyt? Det er ledelsens ansvar at følge op og fastholde fokus på den ønskede forandring!

Værdibygs vidensportal: “Bæredygtighed i mindre projekter”

Her finder du en masse viden om f.eks.  biodiversitet, genbrug og valg af byggematerialer og energirenovering.

Byggeriets Uddannelser

Her kan du finde en lang række forskellige kurser indenfor hhv. bæredygtighed og arbejdsmiljø, direkte målrettet håndværkerne.

Skills4Reuse: Gratis online undervisningsforløb om genbrug af byggematerialer

På siden finder du tre forskellige undervisningsforløb, der handler om genbrug af byggematerialer – særligt med fokus på træ og tegl.  Det er interessant og let tilgængelig viden, både som tekst og korte videoer.

Om denne side

Denne side er en del af temaet: Håndværkerne som bæredygtigheds-ambassadører

Projektet er resultatet af et eksperiment og samarbejde med Aarsleff og deres dattervirksomhed Hansson & Knudsen. Ca. 30 håndværkere har været igennem et undervisningsforløb, hvor de har fået opkvalificeret deres viden om bæredygtighed, for at styrke deres fokus og handlemuligheder på byggepladsen. Indsatsen er finansieret af Grundejerens Investeringsfond.