Vi skal styrke samspillet mellem processer og digitalisering i byggeriet
I en ny rapport stiller Værdibyg skarpt på sammenhængen mellem digitalisering og processer i byggeriet. Digitaliseringen har været i gang i en årrække, men der er stadig uforløste potentialer. Rapporten ”Perspektiver på den digitale byggeproces” lanceres den 26. november, og i den identificeres og behandles de væsentligste barrierer for at få større udbytte af digitale teknologier og de mest indlysende indsatser for at få ryddet barriererne af vejen.
Rapporten ”Perspektiver på den digitale byggeproces” bliver lanceret ved et online-arrangement den 26. november fra 09.00-10.30. Den bygger på tre års undersøgelser, interviews og workshops med branchens praktikere og giver en analyse af udfordringerne ved digitaliseringen. I rapporten fokuseres der på, hvordan processer og digital teknologi kan integreres bedre, og der peges på, at digitaliseringen ofte er afkoblet fra de processer, som den har til formål at støtte.
Et uforløst potentiale
”Digitaliseringen af byggebranchen har gjort store fremskridt de sidste år. Men selvom der er gjort ihærdige indsatser af ildsjæle i alle led af branchens værdikæde, er der er stadig en udbredt fornemmelse af, at der er et uforløst potentiale. De forskellige fagområder er blevet rigtig gode til at bruge digitale værktøjer til at styrke deres eget arbejde, men der er stadig store udfordringer forbundet med at skabe digital sammenhæng på tværs af et projekt,” udtaler seniorprojektleder i Værdibyg, Stephan Sander, som har udarbejdet rapporten.
Den pointe kan en af de tre panelister, der deltager i lanceringen af rapporten godt genkende:
”I de seneste år har der være for meget fokus på ’suboptimering’ i enkelte dele af projekterne og for lidt fokus på sammenhængen på tværs af projektet og branchen,” fortæller Kristian Mouridsen, afdelingsleder VDC, NCC Danmark A/S.
Produktionsfolkene skal med i processen
Set fra hans stol er der dog også for langt mellem dem, der introducerer teknologien, og dem, der skal bruge den i praksis.
”En af de udfordringer, vi oplever, er, at udviklingen i lang tid ikke har været praksisnær nok. For at kunne levere brugbar information på det rigtige tidspunkt, skal vi have vores produktionsfolk med i processen. Vi skal kigge mere på, hvilke aktiviteter de har, hvad de har brug for at vide, og hvornår de har brug for at vide det – i et nemt tilgængeligt brugervenligt format,” udtaler afdelingslederen.
Praktikerperspektiver på digitalisering
Til lanceringen af rapporten den 26. november kan du udover Kristian Mouridsen høre oplæg med praktikerperspektiver fra hhv. en entreprenør og en rådgiver. Det er:
- Michael Friis Ørsted, chef for Ejendomsdata og Digitalisering, Københavns Ejendomme og Indkøb
- Lasse Grosbøl, arkitekt MAA og byggeøkonom, JJW arkitekter
Præsentation af rapportens hovedpointer
Lanceringen byder også på en gennemgang af rapportens hovedpointer ved pennefører Stephan Sander. Han forklarer, at de næste indsatser, der skal til for at skabe bedre sammenhæng på tværs af projektparterne blandt andet handler om at arbejde mere målrettet med data.
”Næste niveau af digitalisering handler om, hvordan teknologi og data kan skabe værdi på tværs af parterne i et projekt – for projektet som helhed. Og byggeriets aktører skal fokusere mere på databehov og på processerne og samarbejdet rundt om teknologien for at realisere de fulde potentialer af digitalisering i byggebranchen,” udtaler seniorprojektlederen.
Deltag i lanceringen
Lanceringen finder sted online og deltagelse er gratis og åben for alle. Tilmelding her.
Fakta om rapporten
- Publikation er udarbejdet og udgivet af brancheinitiativet Værdibyg i samarbejde med MOLIO
- Indholdet i rapporten er et resultat af en række undersøgelsesforløb i perioden 2020-2023 – herunder research, interviews og workshops
- Arbejdet er støttet af den filantropiske forening Realdania