Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

29. oktober 2025

Vi skal se og forstå spildet for at komme det til livs

Sammen med BUILD har Værdibyg arbejdet på et projekt, der skal hjælpe byggeriet til at mindske spild. Resultatet forventes klar i starten af det nye år.

Foto: Værdibyg

I det sidste år har Værdibyg og BUILD arbejdet med et projekt, der skal hjælpe byggebranchen med at forstå og derigennem forebygge spild i dets mange former. Der er undervejs blevet afholdt fem workshops, hvor forskellige aspekter af spild er blevet bearbejdet og diskuteret af deltagerne og belyst gennem oplæg fra praktikere og teoretikere. Nu samles pointerne i en publikation, som forventes at udkomme i starten af 2026.

”Spild er et stort problem i byggeriet. Jeg har set flere forskellige bud på, hvad det koster branchen, men konservativt sat koster det nok omkring 10 % af den samlede omsætning. Det vil sige på den forkerte side af 30 milliarder kroner om året”, udtaler seniorforsker ved BUILD, Kim Haugbølle, som er en af ophavsmændene til projektet, som publikationen formidler resultaterne af.

Den nye publikation beskriver spild i byggeriet i et 360 graders perspektiv, hvor spildet i f.eks. drift, brug, ejendomsinvestering og -udvikling indgår på lige fod med de klassiske faser i byggeriet.

”Ambitionen er både at skabe et fælles grundlag og sprog for arbejdet med at eliminere spild. Desuden vil vi i publikationen både fremhæve tilgange og metoder til at identificere og måle spildet og værktøjer til at eliminere det”, udtaler seniorforsker ved BUILD, Kim Haugbølle.

Ser på spildet med nye briller

Seniorforskeren forklarer, at projektet på to punkter adskiller sig fra andre projekter, som har søgt at minimere spild i byggebranchen.

”I det her projekt ser vi  for det første på spild og værdiskabelse i hele bygningens livscyklus og ikke kun knyttet til selve byggeprocessen, som jo ellers er der, hvor vi finder de fleste studier. Det har vi gjort, fordi vi har en forståelse af, at spild ét sted kan forplante sig til andre led i den samlede livscyklus for en bygning”, udtaler Kim Haugbølle.

Som et eksempel på dette nævner Kim Haugbølle materialeoptimeringer, som er lavet under byggeprocessen, men siden viser sig at forårsage øget vedligehold eller kortere levetid, så man skal udskifte bygningsdele hurtigere, end man ellers skulle have gjort.

Kim Haugbølle forklarer videre, at det andet punkt, hvor projektet adskiller sig, er en ambition om at se på spild fra nye vinkler og ikke kun som materialemæssigt spild eller tidsmæssigt spild under byggeprocessen.

”Når vi ser et fænomen fra flere vinkler, opdager vi nye aspekter af det. Derfor har vi set på byggeriet og bygningen i både et projekt-, materiale-, investerings- og funktionsperspektiv. De fire perspektiver har hjulpet os til at opdage og bearbejde typer af spild, som vi ellers ville have vanskeligere ved at få øje på”, forklarer seniorforskeren.

De fire perspektiver

Om baggrunden for valget af perspektiver, forklarer Kim Haugbølle, at projektperspektivet næsten gav sig selv, da byggeriet jo primært er organiseret i projekter. Dertil var der med det stigende fokus på byggeriets klimapåvirkning oplagt at se på spild i et materialemæssigt perspektiv.

”Og så skal vi jo ikke lukke øjnene for, at byggeri er langtidsholdbare objekter. Det er investeringsobjekter. Så økonomi er et tredje perspektiv. Og det fjerde og sidste perspektiv om funktion handler jo om, at vi dybest set ikke bare bygger investeringsobjekter, vi laver også brugsobjekter. Hvis ikke bygningerne understøtter de funktioner og brugerbehov, de var tænkt til, så har hele indsatsen i princippet været et stort spild”.

Vil inspirere branchen til handling

Med dette omdrejningspunkt giver publikationen både en dybere forståelse for spildet i byggeriet og anbefalinger og værktøjer til, hvordan de enkelte virksomheder og branchen samlet kan iværksætte tiltag for reducering af spild og klimabelastning til gavn for både byggeriets aktører og samfundet.

Ambitionen er at inspirere branchen til handling, forklarer seniorprojektleder i Værdibyg, Morten Skaarup Jensen. Og den gode nyhed er, at vi ikke skal opfinde den dybe tallerken. Morten Skaarup Jensen påpeger at deltagerne i projektets workshops flere gange har givet udtryk for, så har vi allerede mange værktøjer til at gøre noget ved spildet.

”Vi har flere ting i værktøjskassen, der skal sættes meget mere i spil end de bliver gjort i dag. Vi vil f.eks. gerne have branchen til – i endnu højere grad end i dag – at arbejde med målinger og observationer i både byggeprojekter og -processer. Det behøver ikke være kompliceret. Det kan være simpel registrering af processer, værdistrøms-analyser eller simple observationer af processerne. På med ”spild-brillerne” og notér, hvor der ligger spild henne. Man skal kunne se spildet, før man kan gøre noget ved det”, afslutter Morten Skaarup Jensen.