Værdibygs årsrapport 2024

Værdibygs årsrapport for 2024 er nu tilgængelig. Her kan du læse om årets mange udgivelser og arrangementer og blive klogere på strategien for de kommende år.

Værdibygs årsrapport for 2024 er nu tilgængelig. Her kan du blandt andet læse om vores (stadig relativt) nye strategi, og få svar på hvor mange der havde tilmeldt sig vores talrige temamøder, lanceringer og online-møder.

I årsrapporten finder du blandt andet tal på Værdibygs formidlingsindsats og et overblik over – og en kort introduktion til – årets mange udgivelser fra både Værdibyg og Lean Construction-DK Netværket.

To emner har fyldt

Programdirektør Rolf Simonsen gør i årsrapporten status over året, der gik, og fremhæver særligt to emner, som har fyldt i 2024:

”To temaer har især præget året. Tidlig entreprenørinddragelse har været i fokus i mange sammenhænge, og vi ser tydeligt, hvordan branchen efterspørger konkrete værktøjer til at styrke samarbejdet mellem byggeriets parter i de tidlige faser. Ressourcekortlægning har været et andet stort tema i 2024. Med de nye regler om selektiv nedrivning og den generelt stigende interesse for renovering og genbrug af byggematerialer, har vores arbejde med dette emne ramt lige ind i branchens behov,” fortæller Rolf Simonsen.

Fokus på de små og mellemstore projekter og virksomheder

Forperson for Værdibygs styregruppe Inge Ebbensgaard, chef for byggeri og byggepolitik i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, glæder sig over fornyet opbakning fra brancheorganisationerne bag Værdibyg og nye betydelige bevillinger fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Og så ser hun fremad mod årets indsatser.

“Et centralt fokus i strategien er de små og mellemstore projekter og virksomheder, som ofte overses i udviklingsprojekter og nye initiativer. I 2025 intensiverer vi derfor vores indsats med at udvikle værktøjer og vejledninger, der er særligt tilpasset denne målgruppe. Ikke mindst inden for bæredygtighed, hvor vi ved, at mange mindre aktører efterspørger konkrete og lettilgængelige redskaber,” lyder det blandt andet fra Inge Ebbensgaard.

Få årsrapporten

Du kan downloade årsrapporten her. Vi har også et begrænset antal trykte eksemplarer, som kan bestilles på mail til info@vaerdibyg.dk.

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke