Værdibyg og MOLIO vil styrke den digitale byggeproces

MOLIO og Værdibyg har i mange år ført en dialog, der har sikret synergi mellem vores respektive aktiviteter. Nu går vi skridtet videre, og på udvalgte projekter indleder vi et samarbejde, der forener Værdibygs viden om byggeprocessen og MOLIOs kompetencer ift. udviklingen af digitale værktøjer til byggeriet.

Der har i mange år været en velfungerende og konstruktiv koordinering og dialog mellem Værdibyg og MOLIO, så vi sikrer sammenhæng og synergi mellem vores forskellige aktiviteter. Det har eksempelvis været gældende for Værdibygs vejledninger om nedrivningsprocessen og MOLIOs basisbeskrivelse for Nedrivning og miljøsanering.

”Som udviklingsprogram i byggeriet har vi et ansvar for, at vores anbefalinger, vejledninger og værktøjer ikke bare eksisterer i egen ret. Det skal naturligvis hænge sammen med det, der laves andre steder. I Værdibyg udfolder og udvikler vi nogle gange eksisterende elementer i byggeriet – f.eks. fra AB-systemet. Men andre gange arbejder vi og andre samtidig med et emne ud fra forskellige vinkler, og så har vi brug for at sikre koordinering og sammenhæng”, udtaler Rolf Simonsen, programdirektør i Værdibyg.

Den digitale byggeproces

Nu har parterne taget skridtet videre og indledt et samarbejde om projekter, hvor det giver mening at forene Værdibygs viden om byggeprocessen med MOLIOs kompetencer ift. at skabe digitale værktøjer til byggeriet. Samarbejdet gælder flere projekter. For det første er der indledt samarbejde om et projekt i Værdibyg med titlen ”Den digitale Byggeproces”. Her arbejder Værdibyg og MOLIO sammen på at finde ud af, hvordan byggeproces og digitalisering bedre kan understøtte hinanden.

”Der er et kæmpe potentiale i at få de digitale værktøjer bedre integreret i byggeprocessen, men det stiller krav til en tilpasning af begge områder – og det skal vi blive bedre til. Udviklingen af digitalisering og udviklingen af byggeprocessen er på mange områder foregået i to parallelle spor. Der er brug for at tænke det tættere sammen”, fortæller Rolf Simonsen.

Projekter skal løfte produktivitet, bæredygtighed og samarbejde

Et andet konkret samarbejde sker i samspil mellem det nye ConTech Lab og Værdibyg. ConTech Lab er etableret af MOLIO, så virksomheder på tværs af byggeriets værdikæde kan gøre sig konkrete erfaringer med digitalisering og ny teknologi og få input til implementering. ConTech Lab skal blandt andet undersøge, hvad teknologien betyder for samarbejdsformer, arbejdsprocesser og kommunikation.

I ConTech Lab søsættes i denne tid fem pionerprojekter, som skal bidrage til at løfte byggeriets produktivitet, bæredygtighed og samarbejde. Et af projekterne handler om en stærkere kobling mellem projektering og udførelse – og her er samarbejdet med Værdibyg oplagt.

Christina Hvid, adm. direktør i MOLIO, fortæller om samarbejdet: ”MOLIO og Værdibyg ønsker begge at hjælpe byggeriet med at løfte produktivitet og samarbejde, men vi går til opgaven med forskellige vinkler og kompetencer. Værdibyg har længe arbejdet med den ”analoge” tilgang til at arbejde med udfordringer i byggeprocessens faseskift, og det kan vi bruge, når vi gerne vil tage det et skridt videre og understøtte sammenhæng og samarbejde med en digital infrastruktur i byggeprojekterne. Det bliver et intenst forløb, og vi glæder os til at se, hvilken synergi vi kan få ud af dette samarbejde”.

Begge projekter er i gang, og vi kommer til at fortælle om indholdet og invitere til åbne workshops – både undervejs og når projekterne afsluttes. Som altid løses projekterne ikke bare af Værdibyg eller MOLIO alene, men i et tæt samspil med byggeriets virksomheder og praktikere.

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke