Tre finalister til Procesprisen 2019 er fundet
Tre skarpe processer er med i det endelige opløb til Boligfonden Kubens Procesprisen 2019, hvor den gode byggeproces hædres. De tre er udvalg blandt 9 meget kvalificerede kandidater. Fælles for de tre nominerede til finalen er en nytænkende tilgang til både processer, samarbejde og organisering, der alle har bevist sit værd i de færdige projekter, som hvert hold i teams kan være stolte af. Procesprisen uddeles af Lean Construction DK
De tre nominerede er:
- Partnerskabet ByK med TRUST. Nomineret for det avancerede procesarbejde, der har bevist sit værd i eksekveringen af en enorm portefølje, hvor projekter bliver leveret i den rigtige kvalitet. ByK med TRUST er et strategisk partnerskab for Byggeri København, der består af seks virksomheder.
- Teamet bag opførelsen af DTUs bygning 310: Nomineret for opførelse af laboratoriebygningen 310, hvor man har brugt integreret samarbejde som fundament for både relationer og processer. En tilgang der muliggør at et avanceret laboratoriebyggeri færdiggøres både til tiden og overholder budgettet.
- Teamet bag renoveringen af Falkoner Center. Nomineret for at skabe en stærk proces i et udfordrende renoveringsprojekt, der viser hvordan partnering og gode samarbejdsprocesser gør det muligt at håndtere de svære forudsætninger og vilkår succesfuldt.
”De tre kandidater har hver især bevist at det metodiske arbejde med processer i byggeri skaber grobund for succesfuldt samarbejde, som i sidste ende giver bedre projekter. Det er en fryd at besøge og høre om så gode historier, hvor glæden og stoltheden fra processerne skinner igennem i fortællingerne. Det bliver meget svært at kåre én vinder!” – Sidse Buch
Sidse Buch er bestyrelsesmedlem i Lean Construction, fra BAT kartellet, der også repræsenterer Boligfonden Kuben som siden 2005 har sponsoreret Procesprisen, og sat fokus på de bedste processer i byggebranchen. Hun fortæller at både Boligfonden Kuben og Lean Construction DK ser meget frem til at sætte det spotlys på hver af de tre nominerede, som de fortjener, og håber, at de kan inspirere resten af branchen.
Procesprisen
Det gode samarbejde er ofte nøglen til det gode byggeri og vejen til den gode forretning blandt alle de mange involverede parter i et byggeprojekt. Et stærkt samarbejde skaber smidige og effektive processer, som i sidste ende kommer alle parter til gode.
”Vi er i år overvældede over de gode indstillinger, som viser den rigdom på initiativer og innovation som der sker rundt om i branchen. Det har været næsten umuligt at udvælge, men det endelige felt er stærke kandidater til Procesprisen, der spænder fra avanceret laboratoriebyggeri til tiden, et strategisk partnerskab, der har bevist sin værdi i eksekvering, til en kompleks totalrenovering, hvor fokus på processen ses i det gode samarbejde, og en levering i høj kvalitet til både tid og budget” udtaler Dag Sander, chefrådgiver fra Sweco og medlem af Lean Construction DK og Procesprisudvalget.
Boligfonden Kubens procespris gives til det projekt eller den organisation, som formår at løfte produktiviteten, samarbejdet eller kvaliteten igennem tilgangen til processer til et nyt niveau.
Vandpartner vandt i 2018
Sidste år modtog Vandpartner prisen. Det er er et offentligt-privat-partnersamarbejde som Aarhus Vand, Favrskov Forsyning, Samn Forsyning, Arkil, Per Aarsleff, VAM, EnviDan, NIRAS, FKSSlamson, Norva24, LE34 og Sulzer står bag. Projekter fornyr vandledningsanlæg og spildevandsledningsanlæg i Odder, Favrskov og Aarhus og det vandt for et vedvarende fokus på innovation og produktivitet i Aarhus, og for at have skabt en ny samarbejdskultur i vandbranchen gennem en nytænkende og resultatorienteret partnerskabsmodel.
Følg med på vores hjemmeside og på LinkedIn, hvor vi løbende sætter fokus på hver af de tre nominerede, inden prisen uddeles d. 7. november på Building Awards 2019.
Om Building Awards 2019
Building Awards 2019 sætter fokus på byggeriets værdiskabelse og det medfølgende ansvar for at samarbejde, så en opgave bliver løst med det bedst mulige resultat, ikke kun for bygherren, men også for samfundet og de andre aktører i værdikæden.
Building Awards finder sted den 7. november og starter med et fagligt seminar på BLOX. Seminaret efterfølges af et stort awardshow på The Planet. Her uddeles i løbet af aftenen en række spændende priser, der hver især hædrer dele af byggebranchen.
Om Lean Construction DK
Lean Construction Dk er en selvstændig forening inden for byggeriet, som fokuserer særligt på processer og samarbejder. Medlemmerne tæller bl.a. bygherrer, arkitekter, ingeniører, entreprenører, driftsherrer, leverandører og grossister. Foreningens fokus er på processer og særligt Lean Construction-begrebet, der er en tilpasningen af den moderne japanske produktionstænkning, som bl.a. bilgiganten Toyota har været med til at udbrede.
Ved spørgsmål, kontakt:
Sekretariatsleder i Lean Construction DK, Carl Johan Christensen, tlt: 2073 1525
Bestyrelsesmedlem, medlem af Procesprisudvalget og Boligfonden Kuben: Sidse Buch,
70 300 300