Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

2. september 2026

Nyt medlem af styregruppen: Værdibyg skal blive mere synlig for det tekniske erhvervsliv

Torben Liborius er TEKNIQ’s nye medlem af Værdibygs styregruppe. Mød chefkonsulenten, der med mange års erfaring fra byggebranchen, sætter ord på vigtigheden af Værdibygs arbejde, og hvad han har tænkt sig at bidrage med til styregruppens arbejde.

Torben Liborius. Foto: TEKNIQ.

Torben Liborius fra TEKNIQ er nyt medlem af Værdibygs styregruppe. Han overtager pladsen efter Simon O. Rasmussen, der i mange år har lagt kræfter i arbejdet med Værdibyg.

Her kan du høre det nye styregruppemedlems tanker om Værdibyg og hans visioner for styregruppens arbejde.

Mere synlighed og gavnlighed

Torben Liborius ser en stor værdi i den vidensmasse, der genereres i Værdibyg. Derfor bliver en af hans hovedopgaver ifølge ham selv, at det kommer mere ud til det tekniske erhvervsliv.

”Der er en masse god viden hos Værdibyg, som det tekniske erhvervsliv kan få endnu mere glæde af, end det har i dag. Derfor ser jeg også frem til at bidrage til, at den bliver mere synlig for dem”, fortæller han.

Ifølge chefkonsulenten kommer tekniske installationer i bygninger til at fylde mere, og derfor er det vigtigt, at den vidensproduktion, der bliver udviklet, også kommer til at understøtte det.

”Ser man på de sidste 20 år, er andelen af tekniske installationer i byggeriet vokset støt, og med den udvikling, der kommer i byggeriet, vil det tal vokse yderligere. Den vidensproduktion, der laves i Værdibyg, skal understøtte, at vi ikke bare putter mere teknik ind i bygningerne, men den rigtige teknik – og at vi er opmærksomme på, at den også leverer det, den skal.”

Kan hjælpe på et mere helhedsorienteret blik

Som mange andre dele af byggebranchen arbejder TEKNIQ ifølge Torben Liborius på en mere helhedsorienteret tilgang til både byggepolitik, byggeteknik og byggeprocesser. Det er et arbejde, han mener Værdibyg kan bidrage til.

”Det er der nogle af de vejledninger, som Værdibyg udgiver, der kan understøtte et mere helhedsorienteret blik på værdikæden – frem for i vores medlemmers tilfælde udelukkende at se på de tekniske installationer. Derfor er det vigtigt, at budskaberne formidles letforståeligt og intuitivt til de virksomheder, det henvender sig til. Efter min opfattelse er det typisk de lidt mindre virksomheder, det handler om, fordi de store virksomheder har deres egne interne vidensgenererende funktioner. De klarer sig godt selv, men vi skal sørge for, at vi også får underleverandørerne med,” siger han.

Erfaring er altid en styrke

Programdirektør for Værdibyg, Rolf Simonsen, glæder sig til samarbejdet med Torben Liborius.

”Torben kommer med en enorm erfaring fra byggebranchen, og det er altid en styrke. Det er en kompleks branche, der kræver indsigt og gode idéer – ting, han i den grad er i besiddelse af. Vi har allerede haft fornøjelsen af hans gode humør og engagement, og jeg ser frem til det videre arbejde,” fortæller han.

Værdibygs styregruppe består af en repræsentant fra hver af de syv organisationer bag Værdibyg og medlemsrepræsentanter fra organisationerne. Efter Torben Liborius’ indtrædelse ser Værdibygs styregruppe ud som følger:

Danske Byggefag
Sidse Buch, Danske Byggefag
Henrik Juul Rasmussen, Blik- og Rørarbejderforbundet

Bygherreforeningen
Henrik L. Bang, Bygherreforeningen
Finn Bloch, DSB Nye Grønne Værksteder

DI Byggeri
Louise Dahl Krath Jensen, DI Byggeri
Lars Jess Hansen, Enemærke & Petersen
Per Thomas Dahl, CLT Denmark

DANSKE ARK
Preben Dahl, DANSKE ARK
Anne Wewer, Sweco Architects

Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Inge Ebbensgaard, FRI (Forperson for styregruppen)
Lars Bendix Christensen, Wissenberg

Konstruktørforeningen
Jette Leth Fejerskov Djælund, Konstruktørforeningen
Lisbeth Fjordvald, BM Byggeindustri

TEKNIQ
Torben Liborius, TEKNIQ
Jørgen L. Christensen, Madsen & Kastberg