Stablen i Horsens – erfaringer med cirkulært byggeri

En ny case om Stablen i Horsens giver et konkret indblik i bygherrens praktiske erfaringer med at bygge med genbrugte og genanvendte materialer. Casen supplerer Værdibygs vejledninger om cirkulær nedrivning og giver gode og håndgribelige råd til praktikere, der arbejder – eller ønsker at arbejde – med cirkulært byggeri i praksis.

I Horsens Kommune vil man gerne gå forrest og vise, at man godt kan bygge med affald. Derfor stillede man et ambitiøst krav om 65 pct. genbrugsmaterialer ifm. opførelsen af bæredygtighedshuset ”Stablen”, der bl.a. skal huse et genbrugsbyggemarked og formidlingslokaler. Ambitionerne fejlede ikke noget, men vejen mod det cirkulære byggeri viste sig undervejs at være alt andet end lige.

”Vi har lært utroligt meget om at bygge med genbrug ind til videre – og vi er ikke engang færdige. Vi vil rigtig gerne dele de erfaringer, vi har gjort os indtil nu. Det kunne jo være, at der sad nogen i en tilsvarende situation, som på den måde kunne undgå at gøre de samme fejl som os”, forklarer Anne Dorthe Christensen, projektleder og affaldsplanlægger i Affald og Genbrug, Horsens Kommune.

Cirkulært byggeri er besværligt!

Erfaringerne fra Stablen spænder vidt. Fra overvejelser om, hvorvidt 65 pct. genbrugsmaterialer er lige ambitiøst nok, til hvordan genbrugte mursten bedst stables.

”Processen med at finde og designe med genbrugsmaterialer er ret besværlig, fandt vi ud af. Derfor har det været enormt værdifult med et rådgiverteam, som køber ind på opgaven, går eksplorativt til værks og har nogle særlige kompetencer inden for genanvendelse”, fortæller Elena Sophia Kaarup-Christensen, projektleder i Affald og Genbrug, Horsens Kommune

Et supplement til nedrivningsvejledningerne

Vi har samlet de mange gode – og mindre gode – erfaringer fra Stablen i en case og suppleret med en række konkrete råd til andre, der står overfor at skulle bygge med genbrugte og genanvendte byggevarer.

Casen udgør et rigtig fint supplement til vores serie af vejledninger om nedrivning, som bl.a. fokuserer på nedrivning med henblik på genbrug og genanvendelse. De har gjort sig en række vigtige erfaringer i Horsens, som jeg tror vil komme mange andre praktikere til gavn,” forklarer projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad, og fortsætter: ”Det er god og brugbar læsning for alle, der arbejder med cirkulært byggeri i praksis”

LÆS CASEN HER og download pdf med gode råd 

Find vejledningerne Dilemmaer og beslutninger i den cirkulære nedrivningsproces, Cirkulær nedrivning og de andre nedrivningsvejledninger her.

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke