Denne vejledning giver gode råd og anbefalinger til, hvordan risici relateret til nye, mere bæredygtige løsninger kan identificeres, analyseres og håndteres i bygge-, anlægs- og renoveringsprojekter. Den viser, hvordan risikostyring kan understøtte implementeringen af bæredygtige løsninger frem for at blive en barriere.
2024
29
Byggeriet skal omstilles i en mere bæredygtig retning, og én af vejene går gennem udskiftning af traditionelle løsninger med mere bæredygtige løsninger – i form af eksempelvis biogene materialer og genbrugsmaterialer. Disse er typisk mere uafprøvede, og det udfordrer processen med at kortlægge og håndtere risici, da de nye løsninger ofte er behæftet med usikkerhed i forhold til prissætning, dokumentation og håndtering.
Vejledningen adresserer den balancegang, der ligger i at håndtere risici ved bæredygtige løsninger. På den ene side skal vi undgå, at de bæredygtige løsninger fravælges, fordi risikoen vurderes for høj. På den anden side skal vi sikre os mod, at denne type løsninger indbygges på uhensigtsmæssige måder med unødvendige fejl eller skader til følge. Det handler om at skabe en omhyggelig risikoproces, der forebygger fejl og skader, når man arbejder med løsninger, der endnu ikke er velafprøvede og veldokumenterede.
Bilag
Hent bilag til vejledningen
Flere publikationer om risiko
Sammenfatning
Vejledningen ruster byggeriets praktikere til at håndtere risici ved nye, mere bæredygtige løsninger gennem systematisk risikostyring. Den viser, hvordan risikohåndtering kan blive et aktivt værktøj til at fremme bæredygtige løsninger frem for en barriere, der forhindrer den grønne omstilling.
Vejledningen indeholder:
- Metoder til identifikation af risici ved bæredygtige løsninger
- Værktøjer til risikoanalyse og -vurdering
- Strategier for risikohåndtering i alle projektfaser
- Risikolog specifikt målrettet bæredygtige løsninger
- Facilitering af risikoworkshops
- Bygherres indledende overvejelser om bæredygtighed
- Ansvarsfordeling mellem projektets parter
- Konkrete eksempler fra praksis
Fakta om denne vejledning
Denne vejledning er udarbejdet og udgivet af brancheinitiativet Værdibyg med støtte fra brancheorganisationerne bag Værdibyg og fra den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
Hvem henvender vejledningen sig til?
Vejledningen henvender sig især til bygherrens projektleder og bygherrerådgiver, projekteringslederen og entreprenørens projektleder. Men også andre fagpersoner, der inddrages i risikoprocessen for at belyse såvel risici som gevinster ved specifikke løsninger, kan have glæde af vejledningen. Dette omfatter bæredygtighedskoordinatorer, tekniske rådgivere, leverandører af bæredygtige materialer samt forsikringsselskaber og finansieringspartnere.
Det får du ud af vejledningen
Ved at følge vejledningens anbefalinger får du redskaber til at arbejde systematisk med risici ved bæredygtige løsninger uden at lade usikkerhed blive en stopklods. Du lærer at identificere og vurdere risici tidligt i processen, udvikle målrettede håndteringsstrategier og skabe et fælles sprog om risici mellem projektets parter. Dette resulterer i mere vellykkede implementeringer af bæredygtige løsninger, færre uforudsete problemer og en bedre balance mellem ambitioner og realiserbarhed.
Baggrund
Hvis byggeriet skal bidrage til de nationale reduktionsmål og spare på jomfruelige ressourcer, skal vi begynde at bygge med andre materialer og på andre måder, end vi gør i dag. Men når man introducerer nye løsninger, introducerer man også nye risici. Mange bæredygtige løsninger fravælges i dag, fordi risikoen vurderes for høj, eller fordi der mangler viden om, hvordan risiciene kan håndteres. Vejledningen adresserer denne udfordring ved at give konkrete værktøjer til systematisk risikohåndtering, der både beskytter projektet og fremmer den grønne omstilling.
Kompetencegruppe og redaktion
Denne vejledning er udarbejdet og udgivet af brancheinitiativet Værdibyg med støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
Udarbejdelsen er fulgt af følgende kompetencegruppe:
Bygherreforeningen: Aleksander Soelberg (Kuben Management), Andreas Claus Hansen (Bygningsstyrelsen), Christian Brejner (Furesø Kommune), Dorota Beres (Bygningsstyrelsen), Hassan Chaachouh (Lærernes Pension), Jakob Baungaard (Haderslev Kommune), Ketty Christiansen (Sweco), Lars Guldager (Guldager Rådgivning), Louise Kissmeyer (Aarhus Kommune), Tine Larsen (Rødovre Kommune)
Danske Arkitektvirksomheder: Christian Colmorn (Pluskontoret Arkitekter), Christina Fabricius (Pluskontoret Arkitekter), Christine Damlund (Cornelius Vöge), Jens Henrik Birkmose (Birkmose Consulting ApS)
DI Byggeri: Christian Løhr (Per Aarsleff), Line Poulsen (NCC), Morten Lauritsen (NCC), Rita Paulo (MT Højgaard)
Konstruktørforeningen: Camilla Lybker (RAVN)
Andet: Charlotte Gudum (Byggeskadefonden), Christian Wittrup (a:gain), Keld Olsen (IDA), Pia Ohrt Thomsen (ETA-Danmark)
Faglig konsulent: Jess Andersen (Pålsson Arkitekter)
Redaktion: Nina Koch-Ørvad, Stephan P. Sander og Mads Greve (Værdibyg)
Foto:
Inderside til forside, side 2 og 30: Værdibyg
Side 5: Jonathan Grevsen
Side 18, 19 og 20: Roskilde Kommune
Side 27: Inhouse Studio
Layout: BGRAPHIC
