Projektgranskning er en vigtig del af program-, forslags- og projekteringsfasernes kvalitetssikring. Granskning er en sammenhængende og systematisk gennemgang af projektet med henblik på at opdage og rette fejl, manglende sammenhænge og uhensigtsmæssige valg af løsninger. Derudover skal granskningen være med til at sikre, at de økonomiske og tidsmæssige rammer i projektet kan overholdes.
Det er komplekst at projektere et byggeri, og der er mange muligheder for at overse sammenhænge på tværs af projektet. Der kan også opstå fejl, som kan have uoverskuelige konsekvenser for byggeriet og i sidste ende bygherrens økonomi. For at sikre et godt bygge- eller anlægsprojekt, er det afgørende med et solidt og gennemarbejdet projektgrundlag, der gennem hele processen granskes og kvalitetssikres for at undgå fejl, mangler og svigt.
Med AB18 og YBL18 er intern projektgranskning obligatorisk for såvel den projekterende rådgiver som for den projekterende entreprenør. Men der er stadig brug for en skærpet forståelse af projektgranskning som aktivitet, og hvordan den bedst gennemføres i praksis.
Værktøj med granskningsspørgsmål
Til at understøtte granskningsprocessen, er der også udarbejdet et nyt understøttende værktøj bestående af en liste med granskningsspørgsmål, som man kan tilpasse sit aktuelle projekt. Listen består af en lang række granskningsspørgsmål, som kan sorteres og filtreres indenfor hhv. faser, emner og fag. Det er således muligt at lave forskellige specifikke lister med relevante granskningsspørgsmål, der er tilpasset behovet for den konkrete granskningsproces.
Hent værktøj med granskningsspørgsmål (Excel)
OBS: mulige tekniske udfordringer
Desværre oplever nogen problemer med at åbne værktøjet med granskningsspørgsmål, hvor de får en fejlmeddelelse om at en “DAX funktion ved navnet CONTAINSROWS ikke er genkendt”.
Dette skyldes, at værktøjet er udviklet i Microsoft 365 (Apps for Enterprise i version 2208), hvor det er testet til at skulle virke på både danske og engelske installationer. Derfor kan man som bruger af ”Office Professional Plus 2016” (og ikke Microsoft 365), opleve problemer med at anvende værktøjet, da nogle af de funktioner der ligger heri, endnu ikke er udgivet i den pågældende Excel-version.
Der findes desværre ikke officiel dokumentation for præcist hvilke funktioner, der er kompatible med hvilke versioner af Excel, men Microsoft udsender jævnligt opdateringer, så det kan være en god idé at prøve værktøjet igen, hvis man for nyligt har fået installeret en opdatering af sin Office pakke.
Selvom listen er omfattende, skal den dog stadig anses som inspiration og retningsvisende og ikke som en fuldstændig checkliste. Granskning er altid en proces, hvor den enkelte gransker skal bruge sin erfaring og sunde fornuft. Projektet skal ses i sin kontekst og ofte vil der også være supplerende specifikke og væsentlige spørgsmål, der ikke nødvendigvis fremgår af listen.
Se her Stig Brinck fra NIRAS gennemgå værktøjet, så du kan få det optimale udbytte ud af det:
Bilag
Hent bilag til vejledningen
Sammenfatning
Vejledningen introducerer projektgranskning som en gentagende proces gennem projektets faser med forskelligt fokus afhængigt af fase, type af byggeri og det enkelte projekts kontekst. Den beskriver både interne og tværfaglige granskninger og præsenterer et omfattende værktøj med knap 800 granskningsspørgsmål, som kan filtreres efter faser, emner og fag. Vejledningen giver konkrete anbefalinger til planlægning, gennemførelse og opfølgning på granskningsprocessen.
Vejledningen indeholder:
- Definition og formål med projektgranskning
- Afklaring af granskningens omfang
- Processen for et vellykket granskningsforløb
- Forskellen mellem intern og tværfaglig granskning
- Liste med granskningsspørgsmål som værktøj
- Inspiration til brug af digitale værktøjer
- Gode råd til granskning i projektets faser
- Praktiske eksempler fra branchen
- Excel-værktøj med 800 granskningsspørgsmål
Fakta om denne vejledning
Denne vejledning er udarbejdet og udgivet af brancheinitiativet Værdibyg med støtte fra brancheorganisationerne bag Værdibyg og fra Realdania.
Video: Se oplæg fra lancering af vejledningen
Se eller gense de fire oplæg fra lanceringen af projektgranskning. Stig Brinck, ekspertisechef hos NIRAS og pennefører på vejledningen, fortalte om hvordan den kan bruges til inspiration og som værktøj i projektgranskningsprocessen:
Næste oplæg blev holdt af Hanne Schwarz, der er projektchef i Danmarks Nationalbank, hvor hun inddrager os i bygherreperspektivet på projektgranskning og kommer med gode råd til emnet:
Hanne blev skarpt efterfulgt af Peter Lindberg, der er kvalitetschef og projektleder i Arkitema, og kom ind på rådgivernes fleksioner over den gode projektgranskning:
Til det sidste oplæg fortalte Peer Kisbye, der er senior client advisor i Kompas Byggerådgivning, om fordelene ved tværfaglig projektgranskning og vigtigheden af kommunikation og samarbejde på byggeprojekter:
