Byggeriets parter peger på faseskift som byggeprocessens akilleshæl, hvor megen viden og værdi går tabt. Faseskiftene markerer overgange i processen, hvor byggeprojektet skifter form – fra tanker og idéer i programfasen, over tegninger og beskrivelser i projekteringsfasen, til det fysiske produkt i udførelsesfasen.
Præcis hvad der sker i et faseskift er svært at definere, men generelt ændrer mange betydelige parametre karakter: aktørgrupper skiftes ud, nye arbejdsopgaver opstår, og projektets fokus flytter sig. Denne uklarhed efterlader en række spørgsmål om, hvordan vi håndterer en proces, vi har svært ved at definere.
Med denne publikation ønsker Værdibyg at sætte skub i debatten om faseskift som en afgørende del af byggeprocessen. Gennem fem forskellige perspektiver på faseskift lægges op til diskussion om fordele og ulemper ved forskellige tilgange til håndtering af disse kritiske overgange.
Sammenfatning
Publikationen er et debatoplæg, der gennem fem forskellige perspektiver belyser, hvordan faseskift kan betragtes og håndteres. Fra “Passagen”, hvor projektet skal gøres robust nok til at overleve uden kontakt mellem aktørgrupper, til “Filmproduktionen”, hvor nye aktører bringer kreativitet og fleksibilitet. Hver tilgang har sine styrker og svagheder, og publikationen opfordrer til kritisk refleksion over, hvordan faseskift bedst organiseres i det enkelte projekt.
Publikationen indeholder:
- Introduktion til fasemodellens historie og udvikling
- Beskrivelse af faseskiftenes rolle i byggeprocessen
- Fem perspektiver på faseskift med fordele og ulemper
- Citater fra praktikere om deres erfaringer
- Oplæg til debat om faseskiftproblematikken
Fakta om denne publikation
Denne publikation er udarbejdet og udgivet af brancheinitiativet Værdibyg med støtte fra brancheorganisationerne bag Værdibyg og fra den filantropiske forening Realdania.
