Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Anden publikation

Kender du typen?

Denne publikation giver en introduktion til, hvordan persontypetests kan bruges til at styrke samarbejdet i byggebranchen. Gennem konkrete cases fra entreprenører og bygherrer viser vejledningen, hvordan forståelse for personlige forskelle kan reducere konflikter og skabe bedre projektresultater.

2023

32

Kend forskelligheden og gør den til en styrke

Byggeri er komplekst, og byggeprocessen involverer mange mennesker med forskellige fagligheder, roller og personligheder. Når samarbejdet bliver tungt og frustrerende, skyldes det ofte, at vi som mennesker kommunikerer og arbejder på forskellige måder – uden at være bevidste om det.

Publikationen introducerer persontypetests som et konkret værktøj til at forstå og håndtere disse forskelle konstruktivt. Med udgangspunkt i DISC-modellen og andre anerkendte værktøjer viser publikationen, hvordan man kan skabe en fælles forståelse for hinandens arbejdsmåder, kommunikationsstile og drivkræfter.

Gennem cases fra OK Nygaard, Enemærke & Petersen og Nationalbanken får du indblik i, hvordan persontypetests anvendes i praksis – både internt i organisationer og i samarbejdet mellem bygherrre, rådgivere og entreprenører. Særligt interessant er Nationalbankens brug af personprofiler som kriterie i et totalrådgiverudbud.

Video: Se gennemgang af publikationen her

Sammenfatning

Publikationen giver en indsigt i, hvordan man ved at arbejde aktivt med persontyper kan styrke samarbejde og tillid i byggeprojekter. Den gennemgår grundprincipperne i persontypemodeller med særligt fokus på DISC-profilen, som opdeler personer i fire hovedtyper baseret på deres adfærd og kommunikationsstil. Gennem konkrete eksempler vises, hvordan persontypetests kan bruges både som ledelsesværktøj internt og som samarbejdsværktøj på tværs af projektorganisationer. Derudover indeholder publikationen en case fra Nationalbanken, hvor personprofiler indgår som udvælgelseskriterie i udbud for at sikre det rette match mellem bygherre og rådgiverteam.

Publikatioinen indeholder:
  • Introduktion til persontypemodeller og DISC-profilen
  • De fire grundtyper og deres kendetegn
  • Kommunikation på tværs af persontyper
  • Implementering i egen organisation
  • Anvendelse i projektorganisationer
  • Ledelse med persontypetests
  • Teamsammensætning og dynamikker
  • Konfliktforebyggelse gennem typeforståelse
  • Case: OK Nygaard – intern anvendelse
  • Case: Enemærke & Petersen – projektimplementering
  • Case: Nationalbanken – persontypetest i udbud

Fakta om denne publikation

Publikationen er udarbejdet på baggrund af et temamøde afholdt af Værdibyg, hvor praktikere med særlig erfaring indenfor området præsenterede perspektiver og erfaringer relateret til brugen af persontypetests på byggeprojekter. Denne publikation er baseret på disse oplæg og den efterfølgende diskussion blandt deltagerne. I publikationen er inddraget citater og pointer fra deltagerne i temamødet.

“Kender du typen? Brug af persontypetest på byggeprojekter” indgår i en serie om procesledelse i byggeriet. De øvrige publikationer er “Tillid i byggeprocessen“, “Forstå og håndter konflikter” og “Styregrupper på byggeprojekter“. Udgivelsesserien er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Hvem henvender publikationen sig til?

Publikationen henvender sig til alle, der arbejder med ledelse og samarbejde i byggeprojekter. Projektledere hos bygherrer, rådgivere og entreprenører får konkrete værktøjer til at styrke teamdynamikker og forebygge konflikter. HR-ansvarlige og organisationsudviklere finder metoder til at implementere persontypetests som del af virksomhedens samarbejdskultur. Bygherrer og indkøbere får inspiration til, hvordan personprofiler kan indgå i udvælgelsen af samarbejdspartnere. Alle projektdeltagere får en grundlæggende forståelse for, hvordan forskellige persontyper kan arbejde bedre sammen.

Det får du ud af publikationen

Med publikationen får du en praktisk indføring i, hvordan persontypetests kan forbedre samarbejdet markant. Du lærer at genkende forskellige persontyper og tilpasse din kommunikation, så budskaber når bedre frem. Publikationen giver dig konkrete metoder til at sammensætte teams, hvor forskellige styrker komplementerer hinanden, og hvor projektdeltagere opbygger gensidig forståelse og respekt for hinandens arbejdsmåder. Gennem de tre cases ser du, hvordan andre organisationer har høstet konkrete gevinster i form af færre konflikter, mere effektive møder og bedre projektresultater.

Baggrund

I byggebranchen har vi traditionelt fokuseret på faglige kompetencer og tekniske løsninger, mens de mellemmenneskelige dynamikker ofte har været overladt til tilfældighederne. Når projekter går galt, skyldes det sjældent manglende faglig kunnen, men oftere dårligt samarbejde og kommunikation.

Der har derfor været behov for konkrete værktøjer til at arbejde systematisk med de personlige og sociale aspekter af byggeprocessen. Persontypetests, som længe har været anvendt i andre brancher, viser sig at have stort potentiale i byggeriets komplekse projektorganisationer, hvor mange forskellige typer skal samarbejde under tidspres.

Kompetencegruppe og redaktion

Oplægsholdere ved temamødet: 

Jens Klostergaard, samarbejdsudvikler i Enemærke & Petersen A/S
– Introduktion til persontype-modeller og værktøjer
– Anvendelse og implementering i praksis

Christian Bauer Dall-Hansen, projektleder i OK Nygaard
– Erfaringer fra arbejdet med DISC-profiler som ledelsesværktøj

Ann-Pia Puggaard, sektionschef og projektdirektør i Nationalbanken
– Brugen af persontypetests ifm. udbud

Redaktion: Vejledningen er samlet og udarbejdet af seniorprojektleder Mette Skouenborg (Værdibyg)

Projektfinansiering: Realdania

Modeller:
Side 6, 7, 8 er udarbejdet af med inspiration fra DISCnordic

Billeder:
Forside: Værdibyg
Side 9: Lars Engelgaard
Side 13: Jonathan Grevsen
Side 17: Ricky John Molly