Økonomistyring og produktivitet: Få indsigt i guldkorn fra amerikansk ekspert
Nu kan du få indsigt i den amerikanske professor og Lean Construction-ekspert Glenn Ballards væsentligste pointer om produktivitet, økonomistyring og værdiskabelse fra hans to onlineseminarer i Lean Construction-DK Netværket i efteråret. Her håber man på i det kommende år at kunne hente endnu mere international inspiration fra både forskere og praktikere
Den amerikanske professor og Lean Construction-ekspert Glenn Ballard har gæstet Lean Construction-DK Netværket to gange til onlineseminarer i efteråret. Her gav han indblik i den nyeste udvikling inden for planlægningsværktøjet Last Planner System (LPS) og til metoden Target Value Delivery (TVD). Professor Ballard er en af de drivende kræfter bag udviklingen af de to metoder og Lean Construction generelt, der i både små og store byggeprojekter viser sig at skabe stor værdi for både samarbejde, økonomi, effektivitet og værdiskabelse for et byggeprojekts interessenter.
Lean-filosofien, der også bliver brugt i andre industrier, stammer fra den japanske bilproducent Toyotas produktionssystemer. Mange af værktøjerne indenfor Lean Construction kan spores tilbage til de grundlæggende principper og metoder, man dengang opfandt til at skabe et bedre arbejdsflow og højere produktivitet.
Bedre kommunikation, overblik og flow med planlægning
Last Planner System var omdrejningspunktet for Ballards første seminar i september. Metoden, som mange måske associerer med organiseringen af forskellig farvede post-its i skurvogne, har gennem tiden vist sig at skabe bedre kommunikation, overblik og flow i et projektteam:
”Last Planner System er et af de mest kendte værktøjer inden for Lean Construction, der fungerer enormt godt på både små og større byggeprojekter. Kort sagt er det et planlægningsværktøj, der gør det lettere at overholde tidsplanen, skaber bedre økonomi, mere sikkerhed og større arbejdsglæde. De udførende på byggepladsen får i højere grad mulighed for at byde ind og tage ejerskab over processen og organiseringen, mens projektlederens træder mere i baggrunden. Det har i mange tilfælde vist sig at være enormt givende, særligt på produktiviteten” siger Morten Skaarup Jensen, projektleder i Lean Construction-DK Netværket
Metoden her været brugt siden begyndelsen af 90’erne,og har igennem de sidste par årtier været anvendt af mange af de større danske entreprenører.
Target Value Delivery: Klarhed om fælles risiko med værdi for alle
Glenn Ballards andet seminar i begyndelsen af december handlede om Target Value Delivery, som er en metode og proces, der er designet til at skabe mest mulig værdi for bygherren og byggeprojekts omkringlæggende interessenter. Metoden viser sig samtidig at skabe bemærkelsesværdigt bedre, billigere og hurtigere byggeri, som Ballard fremhævede gennem cases af bl.a. byggeriet af et stort bibliotek og hospital:
”Metoden er ikke så udbredt i Danmark og forudsætter, at både bygherre, rådgiver og entreprenør tidligt er med om bord, og kan svare ja på otte helt essentielle spørgsmål, som bl.a. handler om fælles risiko, krav til samarbejde og til en 100 pct. lean-baseret tilgang til projektet. Men når man i mål med det, er der store gevinster at hente” fortæller Morten Projekterne havde opnået bemærkelsesværdigt positive resultater på både tidsplanen og budgettet ved at bruge Target Value Delivery, sammenlignet med tilsvarende projekter, og har inspireret mange andre til at implementere metoden på deres projekter.
International inspiration er vigtigt
Morten håber på i det kommende år at kunne invitere flere lean construction-praktikere og internationale forskere som Glenn Ballard på besøg i netværket:
”Det er vigtigt også at kigge ud over landets grænser, når vi skal inspireres til nye måder at arbejde med vores byggeprocesser på. Vi håber derfor på at kunne invitere flere internationale eksperter på besøg i netværket i det nye år, så vi kan blive inspireret af nye processer og de praktiske erfaringer med, hvordan man arbejder med og udbreder lean”.
I august afholdt Lean Construction DK-Netværket også en årskonference, hvor internationale lean-praktikere og eksperter fortalte om deres bedste erfaringer med lean på forskellige byggeprojekter.
Vil du vide mere om Last Planner System og Target Value Delivery? Så kan du få indsigt i nogle af Glenn Ballards vigtigste pointer fra begge onlineseminarer i korte videopræsentationer fra seminarerne, samt Ballards præsentation og hans introduktion til Target Value Delivery.
Find videoerne fra Glenn Ballards seminarer her
Find introduktion til Target Value Delivery her