Ny udgivelse giver værktøj til at styrke samarbejdet mellem fag på byggepladsen

I ny manual præsenterer TeamArbejdsliv, Joblife og Human House en metode til at styrke samarbejdet mellem faggrupper på byggepladsen. Metoden, som baserer sig på teorien om relationel koordinering, er blevet afprøvet i forskningsprojektet ”Relationel koordinering på byggepladsen” med gode resultater. Udgivelsen fungerer som værktøj til byggeledelsen og kan nu downloades på Værdibygs hjemmeside.

Kort fortalt handler Relationel koordinering om, hvordan gode relationer og effektiv kommunikation styrker koordineringen i komplekse arbejdsprocesser. Med udgivelsen ”Relationel koordinering – Samarbejde mellem faggrupper på byggepladsen” introduceres byggeledelsen på danske byggeprojekter for et direkte anvendeligt værktøj til arbejdet med relationel koordinering.

”Byggeledere og andre kan frit bruge manualen, der beskriver, hvordan man kan arbejde med relationel koordinering på en byggeplads. Ved at bruge manualen og arbejde med at sætte positive mål for samarbejdet – og ved løbende at følge op på om målene kan nås – styrkes samarbejdet på byggepladsen,” forklarer Flemming Pedersen, evalueringschef og direktør i TeamArbejdsliv, som har udarbejdet manualen i samarbejde med Joblife og Human House og med støtte fra Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Med manualen i hånden har man ifølge Flemming Pedersen mulighed for:

  • at beskrive ambitionerne for samarbejdet på byggepladsen
  • aktivt at inddrage byggeledelse, formænd mfl.
  • at have løbende opfølgning på samarbejdet – også hvis det knirker

Handler om samarbejdet mellem mennesker og fag

Metoden baserer sig på teorien om relationel koordinering, som handler om samarbejdet mellem mennesker og fag på en arbejdsplads. I relationel koordinering fokuserer man på syv dimensioner i samarbejdet, men for at reducere kompleksiteten har man i projektet valgt at koncentrere sig om fire af de syv dimensioner:

  • Fælles mål
  • Gensidig respekt
  • Problemløsende kommunikation
  • Rettidig kommunikation

Byggelederen spiller central rolle

I projektet er en byggeleder pr. plads blevet uddannet i at være koordinator for Relationel Koordinering på byggepladsen, og i fællesskab med byggeledelsen er der gennemført en workshop, hvor de forskellige faggrupper på byggepladsen har udarbejdet fælles mål for samarbejdet på pladsen.

Byggeleder har på byggemøder eller op til byggemøder målt niveauet for relationel koordinering hos især formænd, men også hos bygningsarbejdere.

”Formålet med målingen har været at kunne gribe ind og få formænd til at være med til at rette op, hvis den relationelle koordinering var på vej i nedadgående retning,” udtaler Flemming Pedersen.

Projektet har implementeret relationel koordinering på tre byggepladser med gode resultater.

”Det lykkes bedst på pladser, hvor byggelederen bliver fanget af metoden – og hvor det er den samme byggeleder under hele byggeriet. Projektet har afprøvet relationel koordinering i byggefasen – men metoden kan også anbefales til plan-og projekteringsfasen og hos de byggevirksomheder, der løser opgaver på byggepladser,” fortæller Flemming Pedersen.

Ny tendens i Værdibyg

Det hører til undtagelserne, at Værdibyg lægger hus til andre udgivelser, men ifølge programdirektør Rolf Simonsen gav det god mening i dette tilfælde – og det vil i den kommende tid blive mere almindeligt, at man også kan finde materiale på Værdibygs hjemmeside, som ikke er udarbejdet af Værdibyg.

”Vi har jo et særligt opdrag fra vores bagland i forhold til at fremme samarbejdet i byggeriet, så derfor var vi lydhøre overfor TeamArbejdslivs forespørgsel. Dertil ligger det fint i tråd med, at vi senere på året har nyt om en portal, hvor vi også kommer til at have indhold fra andre videnscentre og lignende parter i og omkring byggeriet,” udtaler programdirektøren.

→ Download Relationel koordinering – Samarbejde mellem faggrupper på byggepladsen her

Fakta

  • Manualen er udarbejdet på baggrund af forskningsprojektet Relationel koordinering på byggepladsen. Både projekt og manual er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden
  • Projektet er gennemført i samarbejde mellem Joblife, Human House og TeamArbejdsliv
  • Joblife og Human House er primært arbejdsmiljørådgivere, mens TeamArbejdsliv er en hybridvirksomhed, der både forsker, evaluerer og rådgiver
  • Teorien om relationel koordinering er udviklet af den amerikanske professor Jody Hoffer Gittel
  • Forskning inden for en række forskellige sektorer har vist, at bedre relationel koordinering hænger sammen med bedre trivsel, større effektivitet og bedre kvalitet i ydelserne

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke