Ny portal skal samle og formidle viden om bæredygtigt byggeri til branchens mindre virksomheder
Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond skal Værdibyg udvikle en portal, der samler og formidler anvisninger og gode råd om processer, løsninger og enkle bæredygtighedstiltag. Portalen skal give de mindre aktører i små byggeprojekter en genvej til at indføre mere bæredygtige løsninger i deres projekter.
Der er travlhed i byggeriet, og selvom branchens mindre virksomheder gerne vil byde ind i den vigtige dagsorden om bæredygtighed, har de begrænset tid til at sætte sig ind i viden om tiltag, som de kan bidrage med.
”Der er brug for at hjælpe de mindre aktører i de små byggeprojekter til at træffe mere bæredygtige beslutninger og indføre mere bæredygtige løsninger i deres projekter – uden at det bliver så besværligt, at man opgiver på forhånd,” udtaler programdirektør i Værdibyg Rolf Simonsen.
Rolf Simonsen fortæller, at der allerede findes en stor mængde tilgængelig viden om at bygge mere bæredygtigt. Men det er viden, der er fragmenteret; i mange underemner, hos mange udbydere og i mange formater. Dertil er det ofte formidlet til en målgruppe med en grundlæggende indsigt i emnerne. Det betyder, at man hægter en stor del af branchen af udviklingen.
”Målgruppen for projektet er de personer og virksomheder, der gerne vil indføre bæredygtige tiltag, men som ikke ved, hvor de skal starte, og hvad de skal vide. De har også sjældent ressourcer til at følge med i de større udviklingstrends i byggeriet, og derfor skal værktøjer, anbefalinger og formidling være særligt målrettet deres hverdag og deres vidensbehov. De har brug for inspiration og konkrete ideer til, hvad de kan gøre i praksis,” udtaler programdirektøren.
Online portal skal guide og skabe overblik
Formålet med det nye projekt er derfor at udvikle en online portal, der guider til mere bæredygtighed i mindre projekter, giver grundlæggende viden om emner og skaber overblik over tilgængelig viden hos de brancheaktører, som arbejder med at udvikle viden om bæredygtigt byggeri.
Platformen skal give:
- Overblik over de vigtigste overordnede emner i forhold til bæredygtighed i mindre projekter (f.eks. optimering af klimaaftryk, anvendelse af biogene materialer og energirenovering)
- Kort og præcis indføring i den basale viden knyttet til hver enkelt af de overordnede emner – og tilhørende underemner
- Links til relevant ekstern viden, der kan belyse emner og underemner i dybden og give flere konkrete handlemuligheder
”Tanken med portalen er, at det bliver en platform, hvor relevante aktører bidrager med indhold, så platformen bliver indgang til flere forskellige vidensområder inden for bæredygtighed. Det er en åben fest – og vi kommer derfor til at række ud til de mange andre aktører i branchen, der arbejder inden for dette felt, så de kan blive aktive partnere i projektet. Men det handler ikke bare om at hælde gamle rapporter ind på en hjemmeside. Den eksisterende viden skal målrettes, så den kan bruges af de mindre virksomheder,” afslutter Rolf Simonsen.
Fakta om projektet
- Værdibyg står for udvikling og den indledende opbygning af portalen og står for driften i mindst tre år
- Portalen udvikles med støtte fra Grundejernes Investeringsfond