Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

16. juni 2025

En adfærdsspecialist om lean i praksis

Lean virker – så hvorfor gør folk ikke det fornuftige? Det spørgsmål har adfærdsarkitekt Ashley Brereton, der er en af hovedtalerne på LC-DK’s årskonference, et godt bud på.

Ashley har arbejdet med forandringsledelse, nudging og adfærdsdesign i over 20 år. Han har ingen baggrund i byggeriet, og netop derfor ser han branchens udfordringer med friske øjne – uden indgroede vaner, bias eller blinde vinkler. 

Vi har talt med Ashley forud for konferencen, hvor han deler sin viden om mennesker. Og om at skabe rammer, hvor det bliver lettere at handle rigtigt i en travl hverdag. 

  1. Alle taler om Lean – men hvorfor sker der så lidt i praksis?

Fordi mennesker ikke er rationelle maskiner. De fleste ved godt, hvad der burde ske. Men i praksis kører vi på autopilot, især i travle projekter. Vaner, tidspres og utydelige rammer gør det svært at handle fornuftigt – selv når vi gerne vil. Det er ikke viljen, der mangler. Det er strukturen omkring adfærden, der halter. 

  1. Hvordan får man folk til at ændre adfærd – uden løftede pegefingre?

Du skal ikke belære folk. Du skal gøre det let for dem at gøre det rigtige. Når vi arbejder med nudging, handler det om at fjerne friktion og bygge løsninger, der hjælper folk på vej. Det kan være små visuelle signaler, smartere logistik eller simpelthen at gøre det “forkerte” mere besværligt. Det er ikke manipulation – det er hjælpsomt adfærdsdesign. En anden ting er at starte i det små. Du får ingen med, hvis du beder dem løbe et maraton i morgen – begynd i stedet med en gåtur.  

  1. Hvad er den største misforståelse om forandring?

At det er nok at ændre systemet. Mange tror, at hvis bare vi får det rigtige IT-værktøj eller den rette procesmanual, så følger folk trop. Men systemer ændrer ikke mennesker. Det gør omgivelserne og kulturen. Hvis du vil ændre adfærd, skal du også forstå, hvad der motiverer mennesker – og hvad der holder dem tilbage. Den mest effektive vej til varig forandring er at lade mennesker finde deres egne løsninger. Når vi selv får idéen, føler vi ejerskab. Og netop det gør hele forskellen – for så er forandringen ikke bare mulig, men også meningsfuld og langtidsholdbar. 

Data alene forandrer intet. Det gør mennesker.

På Årskonferencen 2025 ser vi på samspillet mellem teknologi, data og adfærd – og viser, hvordan du kan bruge det aktivt til at forbedre byggeprocesser i praksis.

Kom med og oplev:

  • Stine Harboe Petersen – Erhvervs-ph.d., Enemærke & Petersen a/s
  • Ulrik Branner – Adm. direktør, Sitehub
  • John Hansen – projektdirektør, Novonesis
  • Elisabeth Tuxen Rubin – Byggeleder, AG Gruppen
  • Ashley Brereton – Nudgingekspert, Brave
  • Kristian Mouridsen, Afdelingsleder VDC, Digitalisering, NCC Danmark A/S
  • Lone Sand, Lead VDC Manager, NCC Danmark A/S

Du kan tilmelde dig her.