Kronik: Vi kan ikke længere se gennem fingre med spildtiden
Kan vi leve med, at produktiviteten i byggeriet er så ringe, når branchen er en af de vigtigste økonomiske motorer i vores samfund? Bygninger udgør størstedelen af Danmarks nationalformue og byggeriet er en af de brancher, der beskæftiger allerflest mennesker i landet. Hvis vi skal leve op til ansvaret som en vigtig samfundsaktør, skal vi gøre op med de myter og barrierer, der skaber dårlig produktivitet, så vi ikke går glip af konkurrenceevne og innovation, skriver Morten Skaarup Jensen, projektleder i Lean Construction-DK Netværket og Værdibyg.
Som et af de største erhverv i Danmark, beskæftiger bygge- og anlægsbranchen 180.000 mennesker, og udgør 70 pct. af vores lands nationalformue. Derfor må byggeriet siges at være en vigtig samfundsaktør.
Det er en position, vi som branche skal tage seriøst. Og for at kunne leve op til det ansvar, er det på tide at vi gør op med en af vores helt store udfordringer: den store mængde spildtid. Hvis vi også skal kunne levere på innovation og udvikling, er det på tide at få bugt med de myter og forældede fællesforståelser der gør, at vi sidder fast i indgroede vaner og ikke formår at ændre den måde, vi arbejder sammen og gør tingene på.
Går glip af konkurrenceevne og innovation
Flere nylige studier viser, at effektiviteten er for lav i byggeriet, og vi derfor går glip af vigtige værdiskabende elementer som både konkurrenceevne, innovation, og økonomiske gevinster. Bl.a. viste forskningsprojektet Revalue fra Aarhus Universitet i 2018, at kun 33 pct. af håndværkernes arbejdstid skaber direkte værdi, og at det er manglende planlægning og koordinering, som er nogle af de helt store stopklodser for det gode flow. En konklusion som denne er ikke ny – flere internationale studier peger på samme tendens. Men det har ikke haft den store indvirkning på vores fælles praksis. Og effektiviteten ser ud til at være nedadgående, hvis man ser på undersøgelsen fra 2018.
Myter og barrierer spænder ben
Jeg tror ikke, at man finder mange aktører fra byggeriet, der ikke er bevidste om spildtid i processerne, og de negative konsekvenser, der følger med – både for de enkelte medarbejdere, virksomheder, branchen, og ikke mindst for den danske økonomi og konkurrenceevne.
I 2019 undersøgte Lean Construction-DK, hvad der står i vejen for at byggeriet kan forbedre sig i forhold til produktivitet. Helt tydeligt stod de indgroede vaner og myter frem, der gennemsyrer store dele af branchen, sammen med nogle helt konkrete barrierer, som forhindrer en god udvikling. Mange af de barrierer er rodfæstet i et byggeprojekts organisering og rammer. En realitet, som de fleste byggeprojekter befinder sig i.
Vi skal turde gentænke processerne
Noget tyder på, at det ikke er umuligt at ændre praksis i byggebranchen. DTU, der er dette års vinder af Bygherreprisen, har for eksempel opført komplekse forsknings- og laboratoriebygninger, hvor processerne har været forskellige. Efter adskillige dårlige erfaringer med økonomi og tidsplaner, fik bygherreorganisationen med god succes formået at ændre sine praksis og processer omkring udbud og kontrahering fra tungt og traditionelt til mere dynamisk og agilt, hvilket resulterede i et bedre samarbejde med entreprenøren.
Og kigger man på finalisterne til dette års Procespris, og nogle af de strategiske partnerskaber, der har gjort sig særlig positivt bemærket i de sidste par år, er tendensen også tydelig – det gode flow skabes, når siloer bliver nedbrudt og samarbejdet på tværs prioriteres. Forskningen viser, at vi kan komme op på en værdiskabende arbejdstid på over 50 pct. frem for blot de 33, hvis vi skaber det rette flow med planlægning og dialog.
Vi bør kigge på de her eksempler, og turde gentænke de processer, vi er vant til, så vi kan skabe mere værdi og innovation, på lige fod med andre brancher i samfundet.