Konference: Ressourcekortlægning og selektiv nedrivning i praksis

Kom med til konference om ressourcekortlægning og selektiv nedrivning. Der er spændende rammer og praksisorienterede oplæg om et højaktuelt emne: Ressourcekortlægning, som også er emnet for Værdibygs nye vejledning.

Den 10. og 24. oktober afholder Værdibyg og Netværk om Nedrivning konference om ressourcekortlægning og selektiv nedrivning. Anledningen er dels, at der er kommet ny lovgivning om, at alle større nedrivninger fremover skal udføres som ”selektiv nedrivning”, og dels at Værdibyg udgiver en ny vejledning om ressourcekortlægning.

Et todelt program hos frontløbere inden for cirkulært byggeri

Konferencen afholdes hos Tscherning i Hedehusene d. 10/10 og hos Søren Jensen i Aarhus d. 24/10. Begge steder er inspirerende eksempler på byggeri med recirkulerede ressourcer. Det er

Tschernings nyrenoverede hovedkvarter i Hedehusene er opført med 90 % genbrug og har netop vundet den anerkendte Renoverpris. Søren Jensens kontor i Aarhus er et flot eksempel på, hvordan interiør kan genbruges, upcycles m.v.

Programmet består af to dele og er stort set enslydende begge dage. Om formiddagen er der fokus på selektiv nedrivning – de nye regler og hvordan selektiv nedrivning kan føre til mere recirkulering af ressourcer i praksis. Om eftermiddagen zoomer vi ind på ressourcekortlægning som afgørende element for, at selektiv nedrivning kan understøtte mere genbrug og genanvendelse. Her vil vi bl.a. lancere Værdibygs nye vejledning om ressourcekortlægning samt høre praktikeres perspektiver på, hvordan ressourcekortlægning kan udføres og anvendes i praksis.

Man kan tilmelde sig konferencens del 1 om selektiv nedrivning eller del 2 om ressourcekortlægning eller hele dagen. Det er gratis at deltage i konferencen.

Ressourcekortlægning er mere aktuelt end nogensinde

Med de nye krav om selektiv nedrivning af byggerier over 250 m2, som trådte i kraft den 1. juli, er ressourcekortlægning blevet mere aktuelt end nogensinde at få styr på. I en selektiv nedrivning skal materialer adskilles og sorteres under nænsom nedtagning, så der kan opnås maksimal genbrug og recirkulering.

Det er her ressourcekortlægningen og dermed Værdibygs nye vejledning kommer ind i billedet.

En værdiskabende og nødvendig aktivitet i den grønne omstilling

Ambitionen med den nye vejledning er imidlertid større end ”bare” at hjælpe byggeriets praktikere med at leve op til lovkrav.

”Formålet med den kommende vejledning er ikke bare at klæde branchen på til at overholde lovgivningen. Lovgivningen aktualiserer behovet. Det handler i endnu højere grad om at få rustet både dem, der skal udarbejde den gode ressourcekortlægning, og dem, der skal anvende den, til opgaven, fordi det er en værdiskabende og nødvendig aktivitet i den grønne omstilling af byggeriet,” udtaler Niels Trap, medejer af TRE – rådgivende ingeniører, som sammen med projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad står for udarbejdelse af vejledningen.

Hvem kan deltage?

Konferencen er for alle, der interesserer sig for, hvordan vi kan styrke genbrug og genanvendelse i byggeriet. Nedrivere, rådgivere, bygherrer, leverandører, entreprenører og alt derimellem er velkomne. Vi håber, at konferencen vil give deltagerne viden og inspiration samt mulighed for erfaringsudveksling og netværksdyrkelse. Det er gratis at deltage i konferencen, men det kræver tilmelding her (Hedehusene) og her (Aarhus).

Værdibygs nye vejledning om ressourcekortlægning er støttet af Grundejernes Investeringsfond.

Tid og sted

10. oktober 2024 kl. 10-16

Tscherning
Guldalderen 32
2640 Hedehusene

24. oktober 2024 kl. 10-16

Søren Jensen
Europaplads 8
8000 Aarhus C

 

 

 

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke