Kom i gang med bæredygtighedstiltag på byggepladsen

Entreprenører og håndværkere var for nylig indbudt til temamøde om bæredygtighedstiltag på byggepladsen. Her blev der talt om, hvordan man får plukket de lavthængende "bæredygtighedsfrugter".

Hvordan kan de udførende være med til at gøre byggeprojekter mere bæredygtige med ”nemme” og billige tiltag på byggepladsen? Det var temaet for et møde, som Værdibyg for nylig afholdt for entreprenører og håndværkere. Her fik deltagerne gennem fire cases inspiration til, hvordan de selv kan iværksætte tiltag, som bidrager til bæredygtigheden i byggeprojektet.

”Det er rigtig godt, at der er fyrtårnsprojekter, der viser vejen mod absolut bæredygtighed i byggeriet, men der er også behov for, at vi fokuserer på mainstreambyggeriet og de tiltag, som de enkelte aktører på eget initiativ kan sætte i værk for at højne et byggeprojekts bæredygtighedsniveau,” udtaler projektleder i Værdibyg Mette Skouenborg, der sammen med sin kollega Nina Koch-Ørvad står bag projektet ”Bæredygtighedsscreening”, som temamødet er en del af.

Mette Skouenborg forklarer, at formålet med projektet er at give gode råd og inspiration til, hvordan den enkelte aktør selv kan højne ethvert byggeprojekts bæredygtighedsniveau – de lavthængende frugter inden for bæredygtigt byggeri.

”I projektet vil vi samle og udbrede eksempler fra byggeriets praktikere, der viser, hvordan man kan indføre ”nemme” eller billige bæredygtighedstiltag i et byggeprojekt, uden at det nødvendigvis forudsætter involvering af andre parter,” fortæller projektlederen. Hun fortæller videre, at der i de kommende måneder bliver afholdt tilsvarende temamøder, hvor der er fokus på den rolle de projekterende og bygherren kan spille for implementeringen af (relativt) nemme og billige bæredygtighedstiltag.

No code-forløb satte strøm til bæredygtigheden hos GK Danmark

Blandt de fire oplægsholdere til temamødet var bygningskonstruktør Nick Faurskov. Han fortalte om appen ”Markedspladsen”, som han har udviklet hos GK Danmark A/S.

”I 2021 kørte vi en række workshops – bæredygtighedssprints kaldte vi dem. Her var der en medarbejder, der gjorde opmærksom på alle de overskudsmaterialer, vi har liggende på vores otte danske kontorer. Det er materialer, som er indkøbt til projekter, men som af forskellige årsager ikke er blevet brugt. Vi havde en snak om, hvad vi skulle gøre med dem, og det blev foreslået, at man kunne lave en form for intern markedsplads, hvor materialerne nemt kunne tilgås og bruges i andre af vores projekter,” fortæller Nick Faurskov.

Forslaget blev taget med ind i en arbejdsgruppe, men det var først, da Nick Faurskov i starten af 2022 blev opmærksom på ConTech Labs ”no code-forløb”, at det for alvor blev konkretiseret.

”Jeg var så heldig, at få lov at deltage i forløbet, og her kommer idéen om ”Markedspladsen” op at vende, og bliver udvalgt som en lavthængende frugt, der kunne arbejdes videre med i løbet af de tre dage, forløbet varer. Og allerede på førstedagen havde vi grundridset til den app, vi har nu,” fortæller Nick Faurskov.

Appen er nu i brug, og er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at tage initiativ til og udvikle tiltag, som bidrager til øget bæredygtighed i byggeriet, mener Nick Faurskov. Han fremhæver, at det er vigtigt at skabe medejerskab og forankring i alle lag af organisationen, hvis man skal have succes med at ændre mindsettet i en mere bæredygtig retning.

Inddrag medarbejderne og skab bred forankring

”Vi havde en bred arbejdsgruppe i vores bæredygtighedssprints. Vi havde den øverste direktion og folk fra hele kæden: projektledere, montører, teknikere osv. Det har den fordel, at alle føler sig som en del af den forandring, der sker. Og de medarbejdere, der deltager, bliver også en form for ambassadører for forandring. Desuden har de meget mere føling med, hvordan tingene fungerer på byggepladsen, og hvad der er praktisk ladsiggørligt,” mener Nick Faurskov.

Han gør dog også opmærksom på, at der ikke er nogen quick fixes, når det kommer til at arbejde med at få bæredygtighedstiltag implementeret i organisationen, og han mener, at arbejdet i høj grad skal drives af de yngre kræfter i organisationen.

” Min egen erfaring er, at det ofte er blandt de unge medarbejdere, at man finder ildsjælene, men at det samtidig giver god værdi, at de har nogle mere erfarne medarbejdere at støtte sig til. Og så skal ledelsen prioritere indsatsen og afsætte ressourcer til arbejdet. Det sikrer, at indsatsen bliver taget alvorligt, og at der er i hele i organisationen er forståelse for, at den bæredygtige bundlinje er vigtig – også selvom det koster på den økonomiske bundlinje. Bæredygtighed er et kæmpestort emne, og der er brug for, at der er sat ressourcer af til at finde løsninger,” afslutter Nick Faurskov.

Se eller gense de fire oplæg

Udover Nick Faurskovs oplæg, var der præsentationer fra Anders Strange Sørensen og Joachim Skovbogaard fra Enemærke og Petersen A/S og Poul-Erik Olsen fra CG Jensen. Du kan se oplæggene her:

Nick Faurskov

Anders Strange Sørensen

Poul-Erik Olsen

Joachim Skovbogaard

 

Om projektet

  • Formålet med projektet er at give gode råd og inspiration til, hvordan den enkelte aktør selv kan højne ethvert byggeprojekts bæredygtighedsniveau – de lavthængende frugter inden for bæredygtigt byggeri.
  • Med projektet ønsker Værdibyg at synliggøre, at alle kan bidrage til det bæredygtige byggeri, og derigennem at skabe engagement og aktiv deltagelse i et projekts bæredygtige byggeproces.
  • Projektet er støttet af Grundejernes Investeringsfond.

Flere nyheder

Integrated Project Delivery-konference.Kontraframe

Fire år med lean i Værdibyg

, /
Lean Construction-DK Netværket har siden 2020 fungeret som et netvæ...
Statens Serum Institut vinder procesprisen 2023

Indstil projekter til Procesprisen 2024

, /
Tirsdag den 12. marts åbner Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK for ...
Værdibyg

Forårets første skud – seks skarpe fra Værdibyg

/
Så er der seks friske morgenmøder at se frem ...

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke