Jubilæum: Værdibyg baner vejen for stærkere samarbejde

Værdibyg fylder 10 år. Vi er et brancheinitiativ, som leverer vejledninger og best practice til værdiskabende processer, og har det seneste årti vist vores værd som det forum, hvor byggeriets parter kan finde metoder, som gavner alle parter. Initiativet har gjort op med mange af byggeriets konfliktområder og samarbejdsvanskeligheder. Men mistillid og individuelle dagsordner udfordrer stadig samarbejdet mellem entreprenører, bygherrer og rådgivere.

For 10 år siden blev Værdibyg etableret af byggeriets brancheorganisationer: BAT Kartellet, Bygherreforeningen, Dansk Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI samt TEKNIQ. Hermed skabte de et udviklingsprogram som en fælles platform og dialogforum på tværs af byggeriets værdikæde. Målet var at finde fælles løsninger på fælles udfordringer.

Værdibyg har siden været vært for en række løsningsorienterede udviklingsprojekter med tværfaglige workshops med branchens parter. Værdibyg har således skabt en udviklingsplatform, hvor branchens praktikere mødes, diskuterer fælles udfordringer og finder konkrete løsninger. Det er blevet til 25 vejledninger i alt – lige fra komplicerede udbudsprocesser til vanskelige risikovurderinger samt et hav af workshops, møder, seminarer og kurser.

”Målet har fra begyndelsen været at give anbefalinger til ny best practice og et fælles sprog, som et samlet byggeri kan stå bag, føler ejerskab for og bruger aktivt”, siger Værdibygs sekretariatsleder, Rolf Simonsen, der har været med i Værdibyg siden starten i 2008.

Sænkede parader

Rolf Simonsen har observeret en kulturændring over årene: ”I de første projekter var deltagerne skeptiske og på vagt overfor at skulle sidde og finde løsninger i samme rum som ”modparten”. Denne skepsis blev dog ofte gjort til skamme, når man oplevede at ”den anden side af bordet” havde lignende udfordringer og forståelige målsætninger. I projekterne mødes parterne i Værdibygs ”frirum” – uden at have en kontrakt imellem sig. Det gør at dialog om fælles løsninger forløber godt. I dag er der mange, der ved, hvad vi står for, og processen med at finde gode løsninger går derfor i dag stærkere, end da vi først startede.”

Mange i branchen sætter pris på initiativet. En af dem er Finn Bloch, programchef og bygherre hos Københavns Lufthavne. Han husker godt tiden inden Værdibyg: ”Før kom alle med hver deres dagsorden, og særinteresserne opstillede ofte barrierer for et balanceret samarbejde. Når vi nu samles i Værdibyg, er det på neutral grund, og alle bliver hørt og får indflydelse, så der opnås balance”.

Michael H. Nielsen, direktør hos Dansk Byggeri, der er en af parterne bag Værdibyg, er enig: ”Paraderne er sænket, og i Værdibyg taler vi derfor mere om byggeriets samlede udfordringer og løsninger i et setup, hvor byggeriets praktikere selv bidrager med konstruktivt input til en bedre samarbejdskultur”.

Et fortsat arbejde med processerne

Trods en halv snes år med intensiv jagt på bedre samarbejde er byggeriets fælles indsats for bedre og mere værdiskabende processer dog mere aktuelt end nogensinde før.

”Vi er kommet godt i gang med at samarbejde, men optimeringen af byggeprocesser på tværs af projekter kan sagtens blive skarpere. Værdibyg har udstyret branchen med ører og mund i forhold til at komme i samtale med andre parter. Men det er kun første skridt. Vi skal have flere brugere af de fælles retningslinjer og have det gode samarbejde og Værdibygs vejledninger mere ud og arbejde. Værdibyg er for dem, der mener, at samarbejde giver bedre resultater end retssager og trusler”, udtaler Michael H. Nielsen.

Ifølge Rolf Simonsen er Værdibyg en del af en samlet løsning for bedre byggeprocesser og bedre samarbejde. ”Det er en forandring, der tager tid. Byggeriet er et stort lokomotiv, som skal i bevægelse. Værdibyg er skinnerne, der baner vejen i den rigtige retning. Der er fortsat brug for at lægge spor for byggeriets processer, og vi fortsætter kampen for bedre samarbejde og mere værdiskabende byggeprocesser”.

Værdibyg fejrer sit 10års jubilæum på Langelinie Pavillonen i dag, den 13. november, med fokus på Fremtidens Byggeprocesser og deltagere fra alle hjørner af byggeriet. Læs mere her.

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke