Hvordan bliver relational contracting en fuldt integreret kontraktform i byggebranchen?

Relational contracting er en samlebetegnelse for forskellige kontrakter og projektleverancemodeller i byggebranchen, som har vundet indpas siden årtusindeskiftet. Herhjemme kender man det f.eks. fra partnering og strategiske partnerskaber.

I stedet for kun at basere sig på detaljerede, juridiske aftaler med faste betingelser fokuserer relational contracting på samarbejde, fleksibilitet og langsigtede relationer mellem parterne i et projekt.

Det lyder jo meget besnærende, og kontraktformerne bliver også i stigende grad anvendt i komplekse og usikre byggeprojekter. Men relational contracting er ikke en silver bullet, der løser alle problemer. Lektor Stefan Christoffer Gottlieb fra SDU har sammen med flere nordiske kollegaer set på, hvordan ”relational contracting” eller ”relationsbaseret projektleverance” har udviklet sig i Danmark, Finland, Norge og Sverige i de seneste 25 år.

Svært at opnå stabile resultater og hente læring

Ifølge Stefan Gottlieb har det på tværs af de nordiske lande vist sig udfordrende at opnå stabile resultater – og at høste viden og læring til branchen.

”Der har været en tendens til, at man har introduceret relational contracting som et nyt smart koncept, og så har det kørt fint for en tid. Pludselig går det dårligt på et af de her store projekter med mange usikkerheder, og så får kontraktformen skylden, eller også er der bare nedgangstider og meget lidt appetit på at tage risici. Resultatet er i begge tilfælde, at alle render tilbage til ’business as usual’ – de gode gamle kontrakter og projektleverancemodeller,” fortæller Stefan Gottlieb.

Efter nogle år bliver kontraktformen så introduceret igen under et nyt navn eller som et nyt koncept, og mønsteret gentages.

Kræver institutionalisering og kompetenceudvikling

Hvis branchen skal have bedre udbytte af relational contracting kræver det – ifølge Stefan Gottlieb – at nogen påtager sig et ansvar for at kontraktformen bliver institutionaliseret, og at der samtidig sker en kompetenceudvikling blandt alle parter i værdikæden, der er involveret i byggeprojekter med denne kontraktform.

”I dag har embedsværket generelt trukket sig lidt væk fra den opgave og overlader det i høj grad til markedet – eller branchen – selv. Det giver brancheorganisationerne en gylden mulighed for at træde til med kompetenceudvikling af deres medlemmer. Og så skal de også bidrage med det, som i forskningen kaldes ’institutionalisering’. Det betyder, at der udvikles vejledninger, guidelines og lignende til, hvordan man arbejder med relational contracting, så det bliver set som en naturlig – og ikke innovativ og risikofyldt – måde at arbejde på. Hvem er vel bedre end brancheorganisationerne til at løse den opgave?” spørger Stefan Gottlieb.

Hvordan ser de hjemlige erfaringer ud?

Og det arbejde har Værdibyg også bidraget til. ”Værdibyg er brancheorganisationernes fælles udviklingsplatform, og jeg ser i høj grad vores arbejde som en institutionalisering af, hvad man kan kalde ’alment procesmæssigt fælleseje’, hvor branchens parter og aktører udgiver vejledninger om de gode processer, som man er enige om”, udtaler programdirektør Rolf Simonsen, der i flere år har beskæftiget sig indgående med de nye kontrakt- og samarbejdsformer gennem flere vejledninger og et netværk om strategiske partnerskaber. Ifølge Rolf Simonsen er denne type kontrakter noget, vi i stigende grad ser herhjemme.

”De seneste år har vi set aftaler og samarbejder i de strategiske partnerskaber og i projekter med tidlig entreprenør-inddragelse, som gode eksempler på aftaler, hvor produktet ikke er så udviklet, og kontrakten derfor har fokus på at etablere relationer mellem aktører, der giver en god løsning af opgaven i fællesskab. Disse kontrakter fungerer generelt ret godt, da de giver rum til at bruge aktørernes kompetencer bedst muligt i byggeprocessen,” udtaler Rolf Simonsen, der peger på, at AB18-systemet kan rumme denne slags aftaler, og derfor har implementeringen i dag bedre vilkår end tidligere tiders forsøg – f.eks. med partnering-aftaler.

Bygherren skal have is i maven

Parterne skal dog stadig være opmærksomme på, at kontrakter udformet på et tidligt stadie i projektet – hvor der endnu er mange usikkerheder – kan give udfordringer.

”Én af udfordringerne med de tidlige kontrakter – med fokus på at sætte det rigtige hold – er, at produktet ikke er endeligt defineret og derfor kan det være svært at tale om prisen på produktet, før man kommer længere hen i projektet,” forklarer Rolf Simonsen.

Det betyder, at bygherren skal have lidt is i maven og stole på, at processen og det gode samarbejde leder til den rette løsning. Dog kombinerer mange bygherrer – meget fornuftigt, mener Rolf Simonsen – de tidlige, relationelle kontrakter med en target-pris, som projektteamet skal holde projektet inden for.

”Aktørerne skal så byde ind, hvis de mener, at opgaven kan løses inden for denne target-pris – og ellers skal de helst melde hurtigt ud, hvis de mener, at det ikke kan lade sig gøre. Så må bygherren tage bestik af det. Men incitamentet ligger ofte i, at hvis aktørerne samlet kan holde projektet inden for budgettet, så går projektet i projektering og udførelse. Så alle er interesseret i, at projektet skal lykkes,” fortæller Rolf Simonsen og understreger, at dette er et emne, der ligger helt centralt i Værdibygs arbejde – og hvor vi arbejder med at få institutionaliseret de gode praksisser – både med eksisterende og kommende vejledninger.

Du kan se optagelsen af Stefan Gottliebs oplæg her.