Hvad får deltagerne ud af Værdibygs workshop-forløb?
Værdibyg søger med jævne mellemrum deltagere til de workshop-forløb, som leder frem til nye vejledninger. Dermed sikrer vi, at byggeriets praktikere bidrager med deres viden og erfaringer til vejledningerne, som jo gerne skal være forankret i praksis. Men hvad synes praktikerne egentlig om at deltage, og hvad får de ud af det?
Værdibyg er (blandt andet) sat i verden for at lave vejledninger om den ”værdiskabende byggeproces”, og selvom der også formidles viden til byggebranchen i andre formater, er vejledningerne stadig centrale i arbejdet.
Derfor søger Værdibyg løbende deltagelse fra praktikere i branchen, som har lyst til at deltage i udarbejdelsen af en vejledning gennem en række workshops.
Ingen vejledninger uden praktikerne
”Kort sagt, så kunne vi simpelthen ikke lave vores vejledninger uden praktikernes bidrag. Vi er meget taknemmelige for alt det, vi får fra deltagerne”, udtaler projektchef i Værdibyg Nina Koch-Ørvad.
Hun fortæller, at deltagerne både bidrager med konkrete eksempler og cases fra praksis, og gode råd til hvordan en udfordring kan løses. Men de bidrager også med nuanceringer af de udfordringer, som praktikerne sidder med.
”Her er det en stor fordel, at vi spænder så bredt i værdikæden, så både udfordringer og løsninger belyses fra mange forskellige sider. Det er også noget af det, vi hører, deltagerne tager med hjem fra workshopsne – at de er blevet klogere på, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet. En deltager sagde ved sidste workshop: ’Hvor er det rart at snakke med de andre, uden at der er et byggeprojekt imellem os’”, fortæller Nina Koch-Ørvad.
Struktur og værktøjer
Én af de praktikere, der netop har deltaget i et workshop-forløb, er Mette Jensen, Bygherrerådgiver og DGNB-konsulent i Aak Bygninger, Aalborg Kommune. Mette Jensen deltog i workshop-forløbet, der ledte op til vejledningen ”Bæredygtighedsprogram”, og har netop tilmeldt sig det kommende workshop-forløb om ”Bæredygtighedsledelse”.
“Jeg læste om workshop-forløbet omkring bæredygtighedsprogrammet i Værdibygs nyhedsbrev, og det passede med, at jeg aktuelt arbejder med et bæredygtighedsprogram i forbindelse med at samle vores initiativer og strategier fra DK2020, vores Interreg samarbejde S2C, Verdensmål og den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Til det arbejde kunne jeg godt bruge noget struktur og nogle værktøjer, så derfor meldte jeg mig som deltager” fortæller Mette Jensen.
For at få det til at hænge sammen logistisk måtte Mette deltage online, da workshop-forløbet fandt sted i København.
”Selvom jeg foretrækker at deltage fysisk, fungerede det fint online, da de to facilitatorer fra Værdibyg var gode til at bruge online-værktøjer”, siger Mette Jensen.
Anledning til refleksion over eget arbejde
Mette Jensen synes, at workshop-forløbet har været givende at deltage i og har selv bidraget helt konkret med et skema, som er med i den kommende vejledning. Hun har sat stor pris på at kunne dele viden med andre praktikere og blive inspireret af, hvordan man griber opgaven an i andre typer af organisationer og på projekter i en anden skala, end dem hun til daglig sidder med i Aalborg Kommune.
”Helt lavpraktisk har jeg fået forbedret mit eget program ved at indarbejde gode elementer fra andres, som jeg er blevet præsenteret for. Og så har der været god dialog og brugbar feedback deltagerne imellem. Det har været givende at blive udfordret af de andre deltagere – for eksempel ift. om jeg havde tænkt nok over, hvem der egentlig skulle bruge det program, jeg udarbejdede. Det – og andet af mit arbejde – har jeg fået anledning til at reflektere over gennem workshop-forløbet. Det ville jeg ikke have haft anledning eller tid til, hvis jeg ikke havde deltaget”, afslutter Mette Jensen.