Her er de 12 nominerede til Byggeriets Samarbejdspris 2026

De 12 kandidater som skal kæmpe om Byggeriets Samarbejdspris 2026, er nu fundet. Prisen anerkender og hylder projekter, hvor samarbejdsmetoder er taget i brug for at få mere innovation, mindre spild, flere biogene byggematerialer eller bedre samarbejder på tværs af fag.

Der er nu sat navn på årets stærkeste samarbejder i byggeriet. 12 projekter der på hver deres måde viser, hvordan fælles retning, åben dialog og modet til at gøre tingene sammen kan flytte både processer, kvalitet og mennesker.

Når tillid, dialog og fælles mål binder parterne sammen, bliver komplekse opgaver til fælles succeser. Det skaber ikke bare bedre resultater, men også arbejdsglæde og innovative løsninger, der rækker langt ind i fremtiden.

Byggeriets Samarbejdspris anerkender mennesker og organisationer, som er lykkedes med at skabe en positiv forandring gennem udvikling af samarbejde. 

En branche i bevægelse

Når man ser ned over årets 12 kandidater til Byggeriets Samarbejdspris, står én ting klart: Samarbejde er ikke længere ’nice to have’ – det er blevet branchens vigtigste værktøj til at løse komplekse udfordringer.

På tværs af projekterne går flere markante tendenser igen:

  1. Tværfaglighed som motor for innovation

Projekterne samler aktører, der traditionelt arbejder adskilt – bygherrer, entreprenører, rådgivere, fagfolk, brugere og frivillige. Det giver hurtigere læring, færre misforståelser og modigere beslutninger.

  1. Grøn omstilling kræver samarbejde

Flere kandidater arbejder bevidst med biogene materialer, ressourceoptimering, reduktion af spild eller regenerativ tilgang. Det er tydeligt, at grøn omstilling ikke lykkes uden et stærkt fælles afsæt.

  1. Samarbejde som kultur – ikke som metode

Lean, partnering, samskabelse og åben økonomi går igen, men vigtigst er relationerne: tillid, dialog, tidlig involvering og modet til at gøre op med siloer.

  1. Mennesker før systemer

Flere projekter viser, at nye samarbejder skaber bedre trivsel, mere ejerskab og stærkere fælles identitet. Det er menneskene, der løfter processerne – ikke omvendt.

  1. Åbenhed om læring – også når det er svært

Kandidaterne deler aktivt erfaringer, både det der gik godt, og det der gik galt. Det viser en branche i forandring, hvor viden bliver til fælles værdi, og ikke et konkurrenceparameter.

 

Juryen går nu i gang med at finde årets tre finalister. Vinderen modtager prisen den 19. marts ved en stor prisfest på Nationalmuseet.

De nominerede til Byggeriets Samarbejdspris 2026: 

 

4S står for Samarbejde, Sikkerhed, Sundhed og Smil (arbejdsglæde) og er rammen for den løbende, strukturerede samtale om både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i Enemærke og Petersen.

Enemærke og Petersen

 

ByggePladsen gør samarbejde til et fælles læringsrum for hele branchen med fokus på vidensdeling, diversitet, bæredygtighed, dialog og nysgerrighed mellem fagligheder på Folkemødet.

DI – STARK – Henning Larsen

 

Respekt for historien går hånd i hånd med samarbejde mellem faggrupperne på restaureringen af Vor Frue Kirke i Kalundborg. Gennem tæt koordination og gensidig tillid har parterne plads til nytænkning og hurtige, solide løsninger uden at gå på kompromis med kvaliteten.

CH BYG A/S

 

Eskilstrup Kulturhus 

er et projekt drevet af fælles ejerskab: lokal mobilisering, fagfolk og udførende har arbejdet side om side for at skabe et moderne kulturhus, hvor relationer og proceskultur løfter slutresultatet.

Studio Kathryn Larsen / Venner af Eskilstrup Kulturhus / Styregruppen 44

 

Foreseen transformerer planlægning til en strategisk drivkraft, og skaber et samarbejdsdrevet miljø, hvor alle fagdiscipliner arbejder i fællesskab mod fælles mål.

ForeSeen Aps

 

Boligbyggeriet Gasværkskarréen viser, hvordan helhedsorienteret samarbejde løfter både bæredygtighed, æstetik og kvalitet. Med TEAMCONCEPT® har Züblin skabt en samarbejdsmodel, der giver fælles retning, bedre styring og større forudsigelighed for alle parter.

ZÜBLIN – Samarbejdet i totalentreprise på projektet Gasværkskarréen

 

KIRKBI viser, hvad der sker, når bygherren investerer i samarbejde. Fælles mål, tidlig dialog og klare roller har skabt en effektiv proces, hvor de bedste løsninger findes, og hvor mængden af fejl reduceres. Og så vurderes det, at byggeriet kan afleveres mindst 6-12 måneder før tid.

KIRKBI A/S – NIRAS A/S – CEBRA A/S

 

Lærernes Pension & FRAK er en utraditionel alliance, hvor sociale hensyn, bæredygtighed og byggefaglighed mødes. Samarbejdet viser, at partnerskaber kan skabe både værdi og nye muligheder for unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Lærernes pension og FRAK

 

Thoravej 29 er man lykkes med en kompleks transformation gennem en bevidst og modig tilgang til holdopbygning og proces. En struktur, der har skabt et samarbejde præget af gensidig respekt, åbenhed og læring, hvor alle har haft mulighed for at bidrage og tage ejerskab.

Bikubenfonden

 

Samarbejdsløftet er et initiativ, der sætter samarbejde på dagsordenen ved bl.a. at invitere til dialog og vidensdeling om det gode samarbejde og udvikle redskaber til at skabe en god samarbejdskultur på byggeprojekterne.

Samarbejdsløftet v/Byggeriets Samfundsansvar

 

Vandpartner er et partneringkoncept mellem Arkil, Aarhus Vand og NIRAS. Et tæt samarbejde har muliggjort en effektiv, gennemtænkt og økonomisk stabil projektgennemførelse uden konflikter.

Vandpartner Rammeaftale E3 – Arkil, Aarhus Vand og NIRAS 

 

VITA Regionshospitalet Randers har de et motto: “Store problemer har også været små engang”, og derfor er de særligt opmærksomme på tidlig problemløsning. Teamet har skabt et fundament for god dialog om svære udfordringer og samarbejdsadfærd, som de trækker på løbende.

Region Midt som bygherre – og hele projektteamet fra bygherre, bygherrerådgiver, arkitekt, ingeniør og entreprenør på VITA, ombygning af Randers Regionshospital

Årets jury

  • Sidse Buch, Konsulent i Danske Byggefag og direktør i Boligfonden Kuben
  • Jesper Schat-Holm, Partner og Afdelingsleder, Wissenberg
  • Malene Raagaard Møller, Senior Udviklingschef, NCC
  • Søren Wandahl, Professor, Ph.D, Aarhus Universitet
  • Morten Skaarup Jensen, Seniorprojektleder Værdibyg/Lean Construction-DK

Hvad er Byggeriets Samarbejdspris?

Byggeriets Samarbejdspris, en videreudvikling af den velkendte Procespris, som i næsten 20 år har haft fokus på de gode processer i byggeriet. Byggeriets Samarbejdspris tager skridtet videre og sætter spot på evnen til at samarbejde.

Sammen med Boligfonden Kuben samler vi hele branchen for at hylde de indsatser, der viser vejen frem. Byggeriets Samarbejdspris handler om modet og kompetencerne til at bygge bro, dele viden og skabe resultater, som ingen kunne have løftet alene.

 

Værdibyg er et samarbejde mellem: