Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

20. februar 2025

Fra sygeplejerske til leanspecialist: Lean er en vigtig must-win battle

Fra sygeplejerske til leanspecialist: Christina oplevede som sygeplejerske ineffektive processer og spildtid. Erfaring hun nu bruger i byggeriet.

Christina Wiemann har de sidste 20 år siddet som direktør i en mellemstor entreprenørvirksomhed, der har specialiseret sig i renovering og restaurering opgaver – med en stor kærlighed til fredede og bevaringsværdige bygninger.

Vi har stillet Christina Wiemann nogle spørgsmål om hendes interesse for lean, som hun svarer på her.

Hvad er din baggrund og interesse for Lean? 

Jeg har arbejdet med Lean-principperne tidligere, og min erfaring er, at det er et super brugbart værktøj, der virker. Jeg oplever, at det er en driver i forhold til både samarbejde og optimering i byggeprocesserne og en god tilgang til at se objektivt på tingene.

Min interesse for Lean stammer fra min tidlige karriere i sundhedsvæsenet, hvor jeg til tider oplevede ineffektive processer og spildtid. Inspireret af Lean-principperne og deres fokus på kontinuerlig procesoptimering, har jeg siden arbejdet målrettet på at implementere det i CH BYG.

Hvad optager dig lige nu? 

Lige nu arbejder vi i CH BYG på at implementere Lean-principper i flere aspekter af virksomhedens drift. Vi forsøger så vidt muligt at følge principperne om kontinuerlig forbedring og medarbejderinvolvering ved at skabe en kultur, hvor alle er engagerede i at finde måder at reducere spild, forbedre kvaliteten og øge effektiviteten.

Helt konkret er vi bl.a. i gang med at optimere processen for udfyldelse af vores miljøskemaer, som styrer miljøforholdene på vores byggesager. Vores bygge- og projektledere fandt den gamle version ineffektiv og tidskrævende. Ved løbende at involvere bygge- og projektlederne samt have en repræsentant fra hver faggruppe med ind over, har vi optimeret processen. Nu udfyldes skemaerne som en naturlig del af dokumentførelsen på en mere effektiv og tidsbesparende måde.

Ved at skabe en kultur, hvor vi kontinuerligt forbedrer arbejdsprocesserne med input fra de rette medarbejdere, sikrer vi høj medarbejderinvolvering og bedre prioritering af indsatsområder. Det er min oplevelse, at dette skaber et markant bedre arbejdsmiljø.

Hvad oplever du som de største udfordringer ved at arbejde med lean? 

En af de største udfordringer jeg som leder oplever i implementeringen af Lean-principperne, er at sikre vedholdenhed. Det kræver et langt sejt træk at sikre, at forbedringerne bliver en integreret del af virksomhedskulturen, og man vil ofte opleve en eller anden form for modstand mod forandring.

Implementeringen kræver en kulturændring, som det kan være svært at få alle medarbejdere til at tilpasse sig, da nogen skal lære at arbejde på nye måder, end man har været vant til. Dette kræver konstant fokus og engagement fra alle niveauer i organisationen, og det er en af de udfordringer, vi arbejder på at få elimineret, da Lean-principperne er en fast del af CH BYG’s fremtidsstrategi og en vigtig must-win battle.

Hvor kan du særligt se værdien af Lean-tilgangen på jeres projekter? 

Jeg mener, at Lean-tilgangen tilføjer stor værdi til optimeringsprocesser og fremmer et godt samarbejde. Denne måde at arbejde på giver den enkelte medarbejder øget medansvar. Ved at inddrage flere afdelinger og faggrupper i organisationen får vi flere perspektiver og deraf bedre løsninger. Vi har generelt set en forbedring i medarbejdernes engagement, efter at de nu aktivt deltager i forbedringsinitiativer og dermed føler en større indflydelse. Det skaber værdi for både dem og os.

Læs også:

Mere om Lean Construction-DK Netværket samt medlemsoversigt: Om Lean Construction-DK