Det sker i Værdibyg i 2025

Vi giver en smagsprøve på alt det spændende, der er i vente fra Værdibyg i 2025.

Et nyt år truer, får man lyst til at sige, når man kigger på nyhedsstrømmen. Men heldigvis er der også gode ting i vente fra Værdibyg, der har fuldt tryk på kedlerne i det kommende halvår.

Kommende udgivelser

Den første udgivelse bliver en rigtig forårsbebuder. Det er vejledningen ”Bæredygtighed i udbud”, som er første grønne skud på stammen i år. Vejledningen giver gode råd og anbefalinger til, hvordan man får stillet krav om bæredygtighed i sit udbud, og den indeholder også konkrete eksempler på formuleringer i udbudsmateriale, som er lige til at tage og bruge.

Næste udgivelse i rækken markerer ikke en begyndelse, men en afslutning. Med den kommende publikation om bæredygtige forretningsmodeller binder vi nemlig en sløjfe på programmet Den bæredygtige byggeproces, som har kørt siden 2021. Publikationen forventes at udkomme lige omkring det tidspunkt, hvor det begynder at blive sjovt at sidde på en fortovscafé uden tæpper, muffedisser og varmelamper.

Sæsonen rundes af med en ny publikation i rækken af udgivelser om procesledelse. Det nye skud på stammen handler om, hvordan effektiv brug af styregrupper kan være med til at understøtte fremdrift og samarbejde i byggeprojekter.

Arrangementer

Vi har allerede flere af vores populære arrangementer ”Mød forskerne!” næææsten klar. I hvert fald kan vi allerede nu løfte sløret for, at både professor Steffen Petersen fra Aarhus Universitet og Ph.d. ved Aalborg Universitet Lin Kjerulf vil gøre os klogere på deres forskning i byggeriets processer. Det sidste af de to møder er faktisk så langt, at du kan tilmelde dig her. ”Mød forskerne!” er som altid for de morgenfriske, kort og online. Vores anden serie af online morgenmøder ”Morgenskarp med Værdibyg” fortsætter også, men her holder vi jer på pinebænken lidt endnu, inden vi løfter sløret for emner, oplægsholdere og datoer.

Dertil kører der to workshopforløb, heraf et i samarbejde med BUILD om spild i byggeriet, hvor der er ”åbne” workshops, som du stadig kan nå at tilmelde dig her . Er du interesseret i at høre mere om det andet workshop-forløb – om rådgivere og underentreprenørers rolle ved tidlig inddragelse – kan du skrive til seniorprojektleder Morten Skaarup Jensen.

Der er også rig mulighed for at møde Værdibyg ude i virkeligheden. Første chance er Circular Build Forum den 28-29 januar, hvor projektchef Nina Koch-Ørvad på scenen ved sessionen ”Bygherres brug af data som drivkraft i cirkulær renovering”. I sit oplæg vil Nina Koch-Ørvad stille skarpt på ressourcekortlægning, som også er emnet for Værdibygs seneste vejledning. Ressourcekortlægning er et højaktuelt emne, da nye krav om selektiv nedrivning ved nedrivning af bygninger på mere end 250 m2 træder fuldt i kraft den 1. juli 2025. Program og tilmelding finder du her.

Allerede en uge senere risikerer du at støde ind i Værdibyg ved årets festival for håndværkere ”Håndværk”, som løber af stablen den 5. og 6. februar 2025 i Lokomotivværkstedet i København og i år har fokus på renovering. Du kan møde os til en snak og deltage i en række aktiviteter på vores stand, som vi deler med Bolius. Program og tilmelding finder du her.

Og så er der sørme endnu en mulighed for at opleve Værdibyg på slap line til Building Green i Aarhus, hvor vi gør status på programmet ”Den bæredygtige byggeproces” og diskuterer mulige næste skridt i udviklingen sammen med både forskere og praktikere. Det er den 9-10. april, og du kan læse mere og tilmelde dig her .

Der er flere arrangementer i støbeskeen, som vi løfter sløret for senere på året.

Netværk

Vores netværk er alle åbne for tilmeldinger, så hvis du mangler nogle fellow nerds at dele viden, glæder og frustrationer med om kvalitetssikring, bæredygtig byggeproces (i både øst og vest) eller strategiske partnerskaber, så har vi et netværk til dig. Der er tale om betalingsnetværk.

Vi glæder os til at gå lysere tider i møde – sammen med alle jer praktikere, forskere og andet godtfolk i byggeriet.

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke