Høstsæson i Værdibyg: Masser af plukkemodne vejledninger

Det er høstsæson, og nye vejledninger og udgivelser er lige straks fuldmodne og klar til at blive plukket ned fra Værdibygs hylder. Se, hvad der er i vente det kommende halvår.

Nu er de fleste tilbage i hamsterhjulet, men solen skinner stadig, og man kan endnu indtage sin rosé på terrassen uden at få forfrysninger. Og så kan man varme sig ved tanken om alt det spændende, der er i vente fra Værdibyg, når skoven falmer trindt om land.

R’n’R-vejledninger

Nej, R’n’R står ikke for Rock’n’Roll, men noget der er mindst lige så godt – risikohåndtering og ressourcekortlægning, som vi udgiver vejledninger om i løbet af efteråret. Begge vejledninger giver gode råd og anbefalinger til best practice inden for de respektive områder.

Særligt ressourcekortlægning er stærkt aktuelt, da der for nylig blev indført lovkrav om selektiv nedrivning for bygninger på over 250 kvm. I den forbindelse er det et krav, at der gennemføres en ressourcekortlægning. Det giver vi gode råd til, hvordan man griber an – og ikke mindst hvordan det kan gavne både bygherrer, samfundet og klimaet, at bruge ressourcekortlægningen til at tage informerede beslutninger om, hvordan og hvor ressourcerne kan blive genanvendt eller genbrugt.

Bæredygtighed spiller en stadigt større rolle i bygge- og anlægsprojekter, hvilket ofte bevirker, at nogle af de traditionelle løsninger i byggeriet erstattes med andre – typisk mere ukendte og ikke-afprøvede – løsninger. Disse løsninger er ofte behæftet med usikkerhed vedr. prissætning, dokumentation, håndtering, m.v., simpelthen fordi de er nye. Og det udfordrer processen med at kortlægge og håndtere risici.

For at afhjælpe denne usikkerhed og fremme brugen af mere bæredygtige løsninger i byggeriet, giver vejledningen ”Risikohåndtering af bæredygtige løsninger” gode råd og anbefalinger til, hvordan risici relateret til nye, bæredygtige løsninger kan identificeres, analyseres og håndteres i bygge- og anlægsprojekter.

To udgivelser runder programmet ”Den bæredygtige byggeproces” af

Og så runder vi vores program ”Den bæredygtige byggeproces” af med hele to udgivelser. Den ene udgivelse handler om forretningsmodeller. Publikationen giver en grundlæggende introduktion til forretningsmodeller og ser specifikt på de udfordringer og muligheder, der ligger i den grønne omstilling af byggeriet.

Den anden udgivelse er vejledningen ”Bæredygtighed i udbud”, som giver anvisninger og eksempler på, hvor og hvordan man indtænker og indskriver bæredygtighed som en del af udbuddet.

”Målet med vejledningen er at inspirere og komme med anbefalinger til, hvor og hvordan man kan og bør indarbejde bæredygtighed i udbud af bygge- og anlægsprojekter på en måde, der giver mening for både bygherre og tilbudsgivere, og som leder frem til projekter, der indfrier de oplistede bæredygtighedsambitioner,” udtaler programdirektør Rolf Simonsen, som er projektleder på vejledningen.

Effektiv byggeproduktion

I en anden publikation, der kommer til at se dagens lys i de kommende måneder, formidler Værdibyg resultater og indsigter fra PWC og Aarhus Universitets projekt ”Effektiv byggeproduktion”.  Her er projektledelsesmetoden ”Byggeledelse 2.0” afprøvet på tre byggeprojekter. Peter Kahr Greve, Partner PwC Consulting og programleder for ”Effektiv byggeproduktion”, havde ved projektstart store forventninger til resultaterne: ”Vi forventer en produktivitetsvækst på mere end 10 pct. i de tre pilotprojekter – skabt af en bedre udnyttelse af ressourcer, kompetencer, maskinel mv. – og dermed en hurtigere gennemførelse til glæde for både entreprenører og bygherrer.”

Perspektiver på den digitale byggeproces

Der er også godt nyt til alle med interesse for samspillet mellem digitalisering og byggeprocesser. ”Perspektiver på den digitale byggeproces” undersøger sammenhængen mellem digitalisering og byggeprocessen og anviser en række indsatsområder, der bør være blandt de næste skridt i retning af en mere vellykket og værdiskabende digitalisering i byggeriet. Den udkommer også i løbet af efteråret.

Arrangementer

Til november ruller Cirkus Værdibyg bananvognen ud af garagen og kører den til Forum på Kongens Frederiksberg, hvor der igen i år er Building Green. På vores stand kan du møde Værdibygs projektledere til en snak og få en stak trykte vejledninger med under armen. Vi ser frem til konstruktive debatter og samtaler både on- og offstage.

Du kan selvfølgelig også se frem til flere af vores populære online morgenmøder i serierne ”Morgenskarp med Værdibyg” og ”Mød forskerne!” I den første serie vi dykker ned i et aktuelt emne eller nogle af vores tidligere vejledninger, mens vi i den anden giver plads til at forskere i byggeriets processer præsenterer indsigter og resultater af deres arbejde.

Begge formater udmærker sig ved at være korte, komme hurtigt til sagens kerne og samtidig have plads til debat og spørgsmål fra deltagerne. Blandt efterårets emner er meditation og mægling samt kvalitetssikring. Der desuden en række temamøder i støbeskeen, som vi løfter sløret for senere på året.

Kulturforandringer i byggeriet

Som rosinen i pølseenden vil vi gerne gøre reklame for vores nære slægtninge i Lean Construction-DK Netværket, som holder årskonference den 20. august under overskriften ”Kan lean forandre kulturen i byggeriet?”. Der er masser af spændende oplæg med perspektiver på, hvordan man skaber kulturforandringer i byggeriet, fra både praktikere, forskere – og sågar en filosof. Du kan stadig nå at tilmelde dig her

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke