I en ny vejledning ønsker Værdibyg at give byggeriets aktører anbefalinger til, hvordan AB18’s regler om ændringer kan tilgås i praksis. Vi søger nu praktikere med erfaringer inden for området til et workshop-forløb, som danner grundlag for vejledningen.
Gennem workshopforløbet vil vi i fællesskab og på tværs af fagligheder udarbejde anvisninger, anbefalinger og et værktøj til ændringslog, der kan hjælpe praktikere til at håndtere ændringer på en måde, der understøtter en klar proces og et fælles sprog mellem parterne.
En fælles proces fra ændringsbehov til opfølgning
Vejledningen skal bidrage med anbefalinger til den gode proces, herunder svar på spørgsmål som:
- Hvordan sikrer vi, at konsekvenserne for tid, økonomi, kvalitet, grænseflader og myndighedsforhold vurderes grundigt nok?
- Hvem skal have mandat til at godkende en ændring, og hvordan sikres effektive godkendelsesprocedurer?
- Hvordan udvikler og bruger vi en fælles ændringslog, der giver et tydeligt overblik over, hvad der er aftalt, af hvem og hvornår?
- Hvordan sikres gode processer for prisfastsættelse af ekstraarbejde, så det ikke skal forhandles efter udførelsen?
Vil du være med?
Deltager du i workshopforløbet, vil du sammen med en gruppe af praktikere være med til at beslutte vejledningens præcise fokus og udforme indholdet. Forløbet er for bygherrer, rådgivere, entreprenører og andre praktikere med erfaring i håndtering af ændringer i udførelsen. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Som workshopdeltager får du:
- Mulighed for at bidrage til Værdibygs kommende anbefalinger på området
- Indsigt i viden og gode cases fra de andre deltagere
- Erfaringsudveksling og netværk
Vi forventer, at alle deltagere har egne erfaringer og kan byde konstruktivt ind. Der er desuden krav om medlemskab af en af de syv brancheorganisationer bag Værdibyg: Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Byggefag, DI Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Konstruktørforeningen og TEKNIQ.
Afholdelse af workshops
Alle workshops afholdes i BLOX, Bryghuspladsen 8, 1473 København K.
Datoer for afholdelse af workshops:
- Workshop 1: 11. november 2026 kl. 9-12
- Workshop 2: 7. december 2026 kl. 9-12
- Workshop 3: 21. januar 2027 kl. 9-12
- Workshop 4 (evt.): 4. marts 2027 kl. 9-12
Du skal som minimum kunne deltage i to af de planlagte workshops.
Vejledningen forventes udgivet omkring sommeren 2027.
Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania.
Ved for mange tilmeldte forbeholder vi os retten til at udvælge deltagere for at sikre den bredest mulige repræsentation på tværs af værdikæden.