Oplever du spild i byggeriet, og har du idéer til, hvad du eller vi kan gøre for at reducere det? Så vær med til at sætte retningen til kick-off workshop med Værdibyg, BUILD og praktikere fra hele værdikæden hvor vi indsamler input og ideer til, hvordan vi kan arbejde med byggeriets spild. Workshoppen finder sted torsdag den 21. november.

Vi er nødt til at forstå, se og måle spild 

Fra alle hjørner af byggeriets processer opleves spild: Spild af tid, spild af materialer, spild af ressourcer. Noget foregår inden for virksomhederne og andet sker i det komplekse samspil mellem de mange parter, der er involveret i bygge- og anlægsprojekter. Ofte er det svært at få øje på, og andre gange er det, som én aktør oplever som spild, faktisk en værdi et andet sted i processen. Vi er nødt til at forstå, se og måle spild og udvikle værktøjer til at reducere det unødvendige spild i byggeriet.

Branchens praksisser vedrørende måling og håndtering af spild

I et nyt projekt vil BUILD og Værdibyg undersøge, hvordan byggebranchen kan og bør måle spild i byggeriet samt komme med anbefalinger til, hvordan de enkelte virksomheder og branchen samlet kan iværksætte tiltag for reducering af spild og klimabelastning til gavn for både byggeriets aktører og samfundet.

Undervejs undersøges spildets ”natur” i forskellige faser i byggeriet. Det sker med udgangspunkt i praksisfortællinger og supplerende litteratur, der danner grundlag for formuleringen af en terminologi for spild samt definition af specifikke nøgletal til monitorering af spild, der kan afprøves i et forsøgsprojekt de kommende år.

Spild: Forstå det, find det, fjern det

På dagen lægger vi for med lean-eksperten, Thomas Bøhm Christiansen (partner i Carve consulting – og medforfatter til bogen ’Lean – Implementering i Danske Virksomheder’), der giver os en forståelsesramme gennem sine perspektiver på spild, hvordan vi finder og fjerner det – og om dualiteten mellem spild og værdi.

Derudover vil Ph.d.-stipendiat Kathrine Godsvig Laursen fra BUILD give os indblik i sine foreløbige findings under temaet ‘Strategier til forebyggelse af spild i projekter’.

Workshoppen er for hele branchens værdikæde: professionelle bygherrer, rådgivere, entreprenører, producenter, professionelle driftsherrer og forsknings- og videns-miljøet samt andre aktører, der er optaget af at reducere spild og mindske klimabelastningen fra det byggede miljø og de bagvedliggende processer.

Program:

09.00 Velkommen, projektet og dagens workshop

09.15 Thomas B. Christiansen – Keynote om Spild & Værdi

10.00 Workshop 1: Spild og Værdi i byggeriet

I forlængelse af Thomas’ oplæg diskuteres de forudsætninger vi har for at identificere spild i byggeriet, når vi arbejder på at skabe værdi. Hvordan skelnes der mellem de to, og er der tilfælde fra praksis, hvor grænsen mellem dem bliver svær at definere?

10.25 Pause

10.40 Kathrine Godsvig Laursen: Spild i byggeprocessen

Ph.d.-stipendiat Kathrine Godsvig Laursen fra BUILD giver os indblik i sine foreløbige findings under temaet ‘Strategier til forebyggelse af spild i projekter’. Vi får også indsigt i hendes arbejde med at danne sig et overblik over alle de måder spildet kommer til udtryk på.

11.00 Workshop 2: Spild i forskellige dele af et projektforløb og levetid for et byggeri eller anlæg.

Hvordan arbejdes der med reducering af spild i praksis, og hvordan tackles dilemmaer omkring, at værdiskabelse i ét led af værdikæden, kan føre til spild et andet sted i værdikæden?

11.40 Opsamling

11.55 Næste skridt

12.00 Tak for i dag

 

Deltagelse er gratis.

Tid: Torsdag den 21. november kl. 9-12.

Sted: BUILD, A. C. Meyers Vænge 15, 2450 København, undervisningslokalet i rotunden på 4. sal.

 

Input og resultater fra kick-off workshoppen danner baggrund for de kommende workshops i serien, som dykker ned i centrale udfordringer i arbejdet med reducering af spild.

Læs mere om projektet her: link indsættes snarest