Kom med, når Lean Construction-DK Netværket afholder åbent temamøde om logistikstyring.

Effektive processer skal planlægges og styres

Planlægning og styring af logistikken på og omkring byggepladsen spiller en helt afgørende rolle i at effektivisere processerne i byggeriet. Det er et ordentligt og gennemtænkt flow, der holder byggepladsen i gang, og der er mange penge at spare ved god planlægning, hvor arbejdet ikke bremses pga. manglende materiel eller dårlige adgangsforhold.

Målsætningen om optimal logistisk indretning og styring på byggepladsen

Til temamødet kan du bl.a. møde projektlederne Mickael Gabriel Andersen og Jesper Grønne fra Nordstern, som er i gang med at opføre 35.000 m2 kontorhus, 32.000 m2 boliger, hotellejligheder og retail, samt 25.000 m2 kælder og teknik på Postbyen midt i København. Bygningerne opføres som fem runde tårne på mellem 28 og 115 meters højde.
Nordstern havde en målsætning om at etablere en byggeplads med optimal logistisk indretning og styring og vil her fortælle om den planlægning, der lå forud, de udfordringer man har mødt og hvilke erfaringer de hidtil har gjort sig.

Logistik skal planlægges og håndteres. Det er vigtigt med klare roller og ansvar samt en principiel stillingtagen til, om man f.eks. vil have VVS’eren til at styre egen byggepladslogistik, eller om håndværkerne kan være mere produktive, hvis man frigør dem fra denne opgave?

Vi får også en præsentation af SiteLog, som står for planlægning og udførelse af byggelogistik og byggepladsinfrastrukturtjenester. Med specialudviklede IT-systemer styrer SiteLog de forskelligartede processer i et byggeprojekt ved hjælp af lean principper, herunder: håndtering af vareleverancer, adgangskontrol og effektiv håndtering af byggeaffald. Denne præsentation står Bjarne Piilgaard, Country Manager i SiteLog Denmark for.

Aarsleff tog sagen i egen hånd: Udviklede App til de logistiske udfordringer

Per Aarsleff er i fuld gang med at bygge Danske Banks kommende domicil på intet mindre end 113.000 m2. Et byggeri af den størrelse får mange leverancer, og kompleksiteten af projektet gør, at der ikke er meget fri plads til opbevaring på byggepladsen. Aarsleff har løst udfordringen ved at specialdesigne en app, så håndværkere med få tryk kan booke egne leverancer ind og logistik-teamet kan holde et opdateret overblik over, hvad der bliver leveret til byggepladsen. Samtidig ved de præcis, hvor det bliver leveret og ikke mindst, hvem leverancen er til. Det gør det muligt at koordinere ned til mindste detalje – og overholde tidsplanen.

Hør VDC koordinator Carl Johan Christensen fortælle om udviklingen og anvendelsen af app’en, som bruges af både funktionærer, formænd, håndværkere og vagter til den daglige styring af leverancer og logistik på byggepladsen.

Efter oplæggene er der mulighed for at stille spørgsmål, debattere og udveksle erfaringer i blandt temamødets deltagere.

Temamødet henvender sig særligt til entreprenører, leverandører og andre med interesse for planlægning og styring af logistik på byggepladsen. Deltagelse er gratis og åbent for alle.

 

Program

14.00: Velkomst ved Morten Skaarup Jensen, Lean Construction-DK Netværket

14.10: Professionel planlægning og udførelse af byggelogistik og byggepladsinfrastrukturtjenester

Bjarne Piilgaard, Country Manager, SiteLog Denmark

14.25: Målsætningen om en byggeplads med en optimal logistisk indretning og styring

Mickael Gabriel Andersen, projektleder, og Jesper Grønne, projektleder, Nordstern

15.00: Pause

15.10: Målsætningen om en byggeplads med en optimal logistisk indretning og styring – Del II

Mickael Gabriel Andersen, projektleder, og Jesper Grønne, projektleder, Nordstern

15.40: App til styring af logistik og leverancer

Carl Johan Christensen, VDC koordinator, Per Aarsleff A/S

16.10: Spørgsmål, erfaringsudveksling og debat

16.30: Tak for i dag

 

Tid: Torsdag den 23. marts kl. 14.00-16.30

Sted: Fæstningens Materialgård, BLOX, Mødelokalet ’Los Angeles’

 

Online deltagelse: Der er mulighed for at følge med i temamødet online, ved at vælge “online deltagelse” i tilmeldingsformularen herunder.