Værdibyg inviterer her til et nyt møde i en serie af arrangementer, hvor du kan møde forskere og få indblik i deres viden om specifikke dele eller temaer i byggeprocessen. Denne gang er emnet Construction Supply Chain Management.

Supply Chain management (SCM) har skabt succes og innovation i andre industrier, men det har været svært for den projektbaseret byggebranche at indfri de samme potentialer i praksis. Dette kalder på nye initiativer, som kan udvikle samarbejdet i forsyningskæden. Ph.d.-projektet forsøger at undersøge og fortolke, hvordan en af Danmarks største entreprenørvirksomheder kan skabe en mere effektiv og relationel indkøbspraksis ved implementering af Construction Supply Chain Management (CSCM).

Forsyningskædens rolle i den cirkulære økonomi

I projektet anlægges et udviklingsperspektiv, som bygger på en institutionel analyse af logikker, afkoblinger og hybride indkøbspraksisser, samt et forskningsparadigme, hvor praktikere og akademikere opbygger viden sammen ved interventioner. Tilsammen er der skabt en forståelse af, hvilke problematikker og mekanismer, som skal adresseres ved implementering af CSCM i større entreprenørvirksomheder.

På baggrund af Ph.d.-projektets implikationer skabes der samtidig et perspektiv af forsyningskædens rolle på et fremtidigt ressource økonomisk marked.

Arrangementet henvender sig til alle med interesse for Supply Chain management i byggeriet og forskningen i byggeriets processer.

 

Program:

09:00: Velkomst ved Værdibyg

09:05: Oplæg ved Lasse Fredslund, Postdoctoral Researcher PhD, BUILD

09:35: Spørgsmål og debat

10:00: Tak for i dag