Projekteringsledelse er en nøgle-funktion i byggeriet, da det kan være helt afgørende for om man får et godt projekt. Men desværre er det på mange projekter uklart, hvad rollen indeholder eller også nedprioriteres den. Derfor lancerer Værdibyg nu to nye vejledninger om projekteringsledelse og ydelsesplaner, som skal styrke samarbejdet og skabe større klarhed om roller, ansvar og processer i byggeriets projekteringsfase.
Udfolder roller og vigtigste værktøj
De to vejledninger hænger tæt sammen og er udarbejdet af samme projektgruppe. Hvor vejledningen om projekteringsledelse udfolder projekteringslederens rolle, ansvar og grænseflader i byggeprojektet, fokuserer vejledningen om ydelsesplaner på et af projekteringsledelsens vigtigste værktøjer og brugen af det.
Samlet giver vejledningerne anbefalinger til, hvordan projekteringsledelsen kan organiseres og gennemføres med større overblik og fælles retning.
Vejledningerne tager afsæt i praksis og henvender sig til bygherrer, projekteringsledere, rådgivere, entreprenører og øvrige aktører, der arbejder med eller omkring projekteringsledelse og projekteringsprocesser.
Vejledningen udgives med støtte fra den filantropiske forening Realdania.
Vær med til lanceringen og bliv klogere på projekteringsledelse og ydelsesplaner i praksis
Til lanceringen vil vi præsentere de to nye vejledninger, hvor deltagere fra projektgruppen vil bidrage med centrale anbefalinger, erfaringer og perspektiver fra praksis.
Deltagelse kan ske enten fysisk eller online via Microsoft Teams. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendigt.
Program
Velkomst og baggrunden for vejledningerne
v/ Mette Skouenborg, Værdibyg
Præsentation af vejledningerne om ”Projekteringsledelse” og ”Ydelsesplan”
v/ Jens Henrik Birkmose, Birkmose Consulting Aps
Erfaringer fra praksis
- Bygherre-perspektiv v/ TBA
- Rådgiver-perspektiv v/ Christine Søndermark Pedersen, Arkitema K/S
- Entreprenør-perspektiv v/ Sine Trige Pedersen, NCC
Paneldebat og spørgsmål fra salen
Netværk og fejring