Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

28. august 2025

Fuldt hus og fuld knald på debatterne til årskonference 2025

Omkring 100 deltagere var samlet til en dag fyldt med debat, viden og fællesskab, da årets Lean-konference løb af stablen. Se højdepunkterne herunder. Årets tema var adfærdens rolle i en lean byggeproces, og dagen igennem blev det tydeligt, at data og teknologi skaber størst værdi, når de omsættes til nye vaner og bedre arbejdsprocesser på…

Årets tema var adfærdens rolle i en lean byggeproces, og dagen igennem blev det tydeligt, at data og teknologi skaber størst værdi, når de omsættes til nye vaner og bedre arbejdsprocesser på byggepladsen.

Det blev understreget af både praktikere, forskere og ledere, der hver især viste, hvordan adfærdsdesign kan bidrage til mere sikkerhed, bedre planlægning og større effektivitet – til gavn for både medarbejdere, projekter og hele branchen.

 

Var du ikke selv med, får du her centrale pointer fra scenen:

• Under overskriften Sådan kan data og målinger ændre adfærd i byggeriet delte John Hansen, Novonesis og Ulrik Branner, SiteHub erfaringer fra et kæmpestort fælles projekt. Brug af data kan understøtte adfærdsændringer og dermed skabe en bedre og mere sikker byggeplads. Konklusionen: man kan komme lagt med god kaffe og en flæskestegssandwich.

• Kristian Mouridsens og Lone Sands store digitale kærlighed gennemsyrede deres oplæg. De talte om koblingen mellem data og adfærd i produktionen hos NCC og pointerede vigtigheden i at få skabt en synlig, struktureret, effektiv og transparent arbejdsgang, hvor digitale værktøjer understøtter samarbejde, dokumentation og beslutningstagning.

• Stine Harboe Petersen, Enemærke & Petersen a/s, kom ind på håndværkeres og lederes forventninger til sig selv og hinanden, og hvordan de her usynlige strukturer skaber gentagende adfærdsmæssige udfordringer i samarbejdet. Fokus var på det strategiske arbejde med mennesker, som jo er kernekraften i byggeriet.

• Cecilie Therese Hansen, emcon a/s, talte om at lede adfærd, så samarbejde, processer og resultater løftes fra start. Det handler om klar og åben kommunikation, tillid og fælles retning, som fastsættes allerede i de indledende faser.

• Ashley Breretons oplæg om nudging og adfærdsdesign satte et markant punktum: Vi ændrer ikke mennesker ved at fortælle dem, hvad de skal gøre – vi ændrer adfærd ved at ændre rammerne, så det rigtige valg bliver det lette valg.

     

Tak til Danske Byggefag for  at lægge hus til, tak til oplægsholdere og debattører for at udfordre vanetænkningen – og ikke mindst tak til alle jer deltagere for at skabe energi, dialog og engagement hele dagen.