Året der gik i Værdibyg

2022 lakker mod enden, og det er tid til at gøre status over året i Værdibyg. Læs med, og se, om du fik det hele med.

Det har været et år, hvor vi startede i skyggen af en pandemi og går ud i skyggen af en krig. Begge begivenheder har i høj grad udfordret byggebranchen. Men ligesom det nu lysner forude, er der også grund til at kaste søgelyset bagud og se på de lyspunkter, der – trods alt – har været i det forgangne år. Eller rettere det forgangne halvår, for vi gjorde faktisk status over første halvår lige inden vi gik på sommerferie.

Goddag og farvel i Styregruppen

Andet halvår af 2022 startede med et goddag og et farvel. Der blev nemlig skiftet ud i Værdibygs styregruppe, hvor Jan Eske Schmidt trådte ud efter næsten 14 år i styregruppen –de seneste 8 år som formand. Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, indtrådte som nyt medlem af Værdibygs forretningsudvalg og styregruppe. Formandsposten var allerede inden sommerferien blevet besat af Inge Ebbensgaard.

Do you remember

Septembers blå, blå, blå himmel blev kontrasteret af en ny orange vejledning. Projektgranskning kom ledsaget af et værktøj bestående af en liste med flere hundrede granskningsspørgsmål, som man kan tilpasse sit aktuelle projekt. Du finder begge dele her.

Vejledningen blev skarpt forfulgt af publikationen Byggeri med integreret samarbejde og teknologi, som tog fat i en af de store aktuelle udfordringer i byggeriet: hvordan man bliver bedre til at dele digitale data på tværs af parterne i et byggeprojekt. Find vejledningen her.

Coffee table book og norsk stjernestøv

Inden oktober var overstået, var der en ny publikation klar fra trykken. Værdibygs første forsøg ud i den forkætrede genre ”coffee table books” – i samarbejde med Smith Innovation. Det var case-samlingen Fyrtårne – indblik i den bæredygtige byggeproces, der præsenterer otte danske og nordiske byggeprojekter, som har været gennem en byggeproces, der har resulteret i et vellykket byggeri med en høj grad af bæredygtighed. Til lanceringen var der – takket være støtte fra Boligfonden Kuben – internationalt stjernedrys, da Vegard Brå fra HENT AS og Tonje Frydenlund fra tegnestuen Snøhetta fortalte om to spektakulære nordiske projekter, som indgår i case-samlingen; det 20 etagers træbyggeri Sara Kulturhus og Powerhouse Brattørkaia – den største plusenergi-bygning i Norge, som i sin levetid vil generere mere energi, end der er brugt i både byggefasen, til byggematerialer og i driftsfasen.

Du finder case-samlingen og en optagelse af de to oplæg her.

Minimer spildtid og få styr på kontraktstyringen

Inden årets mest triste måned fik sparket, var der igen en publikation klar. Højere produktivitet på byggepladsen præsenterer en metode til at screene produktiviteten på byggepladser, så man kan identificere og minimere vente- og spildtid. Udgivelsen bygger på erfaringer, som Enemærke & Petersen a/s har gjort sig ved at afprøve metoden på en række af deres byggeprojekter gennem de seneste år. Her er den direkte værdiskabende arbejdstid er hævet fra 30 pct. til 36 pct. i gennemsnit – altså en 20 pct. forbedring af produktiviteten. Lyder det for godt til at være sandt? Find publikationen her, og kom i gang med at efterprøve det i dit eget byggeprojekt.

Vi satte et værdigt punktum for 2022 med en rigtig vejledning. Kontraktstyring klæder bygherre, rådgiver og entreprenør på til at gøre kontrakten til et aktiv i byggeprojektet. Vejledningen er især relevant, da behovet for kontraktstyring er øget efter AB-systemets seneste revision, hvor der er lagt større vægt på de processuelle krav, og parterne har nu en række forpligtelser og muligheder, som kræver, at man holder sig opmærksom på bestemmelser og proces. Hvis dit hedeste juleønske er at blive mere proaktiv i din brug af kontrakter, så hent vejledningen her.

Meget mere end vejledninger

Som om alt det ikke var nok, kan vi da også lige prale med, at vi i 2022 har afholdt ikke mindre end:

  • 40 arrangementer i Værdibyg
  • Otte netværksmøder i vores netværk om hhv. Strategiske Partnerskaber og Kvalitetssikring
  • 18 arrangementer i regi af Lean Construction-DK
  • 20 eksterne oplæg på andres arrangementer, kurser, konferencer mv.

Derfor takker vi af for i år med god samvittighed og kaster os nu over julens og nytårets glæder – og måske en tur på divaneseren med en romtoddy og et slumretæppe.

Vi ses i det nye år – god jul og godt nytår.

 

Værdibyg er et samarbejde mellem:

Ja tak - send mig Værdibygs nyhedsbrev

Få den nyeste viden fra Værdibyg direkte i din indbakke