Året der gik i Lean Construction-DK Netværket
Vi kigger tilbage på året i Lean Construction-DK Netværket. I 2022 var der igen international inspiration og masser af videndeling til møder, konferencer, seminarer og i publikationer. Og så blev Procesprisen uddelt.
Mange har nok glemt eller fortrængt det, men 2022 startede i coronaens skygge. Derfor var det første af årets temamøder et rent onlinemøde. Temamødet med overskriften Styrk dine processer i projekteringen – og tænk arbejdsmiljø ind fra starten var det første af to, som vi traditionen tro afholder med Videntjenesten for bygherrer og rådgivere. Til det velbesøgte temamøde blev publikationen Projekteringsmodel til renovering præsenteret. Publikationen bygger på udviklingsprojektet Lean i renovering, hvor Lean Construction DK-Netværket sammen med LivingLean og AAU Build har undersøgt, hvordan man med lean-værktøjer kan styrke produktiviteten og samarbejdet i projekteringsfasen på renoveringssager. Temamødet også afholdt fysisk i Aarhus, da pandemien havde løsnet sit greb og man kunne møde hinanden uden mundbind og håndsprit.
Internationale indspark
I marts afholdt vi et helgodt halvdags-seminar med titlen Bedre byggeri med Integrated Project Delivery i DAC-salen i BLOX sammen med Værdibyg og entreprenørvirksomheden DPR Construction. Her var der takket være støtte fra Boligfonden Kuben et internationalt islæt i form af Anthony Muñoz og John Cleary fra DPR. Seminaret blev dagen efter fulgt af et lukket medlemsmøde med Anthony Muñoz om, hvad det vil sige at være ”Lean Champion”.
I det varme forår afholdt vi endnu et temamøde: Choosing by advantages – om gode beslutningsprocesser i byggeriet. Choosing by Advantages (CBA) er et samarbejdsbaseret og gennemsigtigt beslutningssystem, der består af flere forskellige metoder. Temamødet blev fulgt op af en online workshop i oktober.
Det blev også til et besøg på Nyt Odense Universitetshospital i maj – sammen med Byg til Vækst, som er en fælles fynsk indsats, hvor man, sammen med de fynske jobcentre, bygherrer, fagbevægelsen og Dansk Byggeri, får ledige fynboer i beskæftigelse i bygge- anlægsbranchen. Her var der igen international inspiration at hente, da den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera fortalte, hvordan de griber entreprisen an. Det gav anledning til at diskutere, om den danske byggebranche er effektiv nok? Svaret er, at det går fremad, men at der er plads til forbedring og udveksling af erfaringer på internationalt niveau.
Det sidste var i høj grad i fokus, da LCDK i juli var repræsenteret ved IGLC – International Group of Lean Constructions møde i Edmonton i Canada. Morten Skaarup Jensen deltog i en dansk delegation med fem deltagere, som blev opdateret på den nyeste forskning og praktiske erfaringer med Lean Construction.
Mennesket som ressource i den lean byggeproces
I august udgjorde 3F’s imponerende lokaler på Kampmannsgade rammen om LCDK’s årskonference, som havde Mennesket som ressource i den lean byggeproces som tema. Der var masser af spændende perspektiver fra både BAT Kartellet, WSP, Center for Lean og en række andre oplægsholdere om emner som diversitet, kompetenceudvikling og ledelse.
Septembers himmel er blå – lean is green
Septembers himmel er blå, blå, blå, og det nød vi godt af, da LCDK’s medlemmer var inviteret på rundvisning på NCC’s byggeplads på Papirøen Her skal der snart stå boliger, food hall og erhvervslejemål klar til både velhavere og almindelige fattigrøve. Den udfordrende arkitektur og den meget begrænsede byggeplads, stiller store krav til logistik og planlægning. Den logistiske udfordring er blandt andet løst ved at bygge med elementer, der leveres med en høj færdighedsgrad. Det giver mindre materialeforbrug og begrænser mængden af affald på pladsen. Lean is green.
Der var også fundet plads til indendørsaktiviteter med kurset Introduktion til Lean og Last planner System.
It’s the process, stupid
I oktober mødte vi de tre finalister til årets Procespris: Nyt Hospital Nordsjælland og NCC, Gladsaxe Kommune og Dansk Håndværk, som præsenterede deres projekter. Det var tre stærke finalister fra et i forvejen imponerende felt af nominerede, vi mødte. Du kan se mere om de spændende og meget forskellige projekter via links’ne.
I samme måned var der tilbud om at lære at score værdien af byggeri i takt. Det skete til et åbent temamøde, hvor vi blev præsenteret for en ny cloud-baseret softwareløsning til planlægning af byggeri, som sætter byggeteams i stand til at planlægge og udføre produktionskontrol på alle aspekter af bygge-, infrastruktur- og energiprojekter ved at kombinere lokationsbaseret, Takt Time og Gantt-planlægning.
Procespris og produktivitet
Novembers himmel fik vi ikke set ret meget til, men under det blytunge skydække var der stadig lyspunkter. Der blev fundet en vinder af årets Procespris, som vi uddeler sammen med Boligfonden Kuben. Det var Nyt Hospital Nordsjælland og NCC, der snuppede den for næsen af de to andre nominerede til byggeriets store prisfest Building Awards. Til lykke med prisen! Og tak til juryen for den store indsats. Den bestod i år af:
- Sidse Buch, Konsulent i BAT og direktør i Boligfonden Kuben
- Jesper Schat-Holm, Partner og Afdelingsleder, Wissenberg
- Malene Raagaard Møller, Senior Udviklingschef, NCC
- Søren Wandahl, Ingeniørdocent, Ph.D, Aarhus Universitet
- Morten Skaarup Jensen, Seniorprojektleder Værdibyg/Lean Construction-DK
Et andet lyspunkt var udgivelsen af en ny publikation om produktivitetsscreeninger, som bygger på erfaringer med screeninger på en lang række af Enemærke & Petersens byggepladser. Vha. screeningerne og efterfølgende indsatser kan man identificere og minimere spild- og ventetid på pladsen. Hent publikationen her.
Årsafslutning
2022-programmet blev rundet af med et spændende indblik i, hvordan man positionerer sig som leder af (nye) processer, og hvilke kompetencer det kræver at tilpasse indsatser og processer til konkrete byggeprojekter til temamødet Implementering af nye indsatser og ansvarsområder i en lean og grøn byggeproces.
Studiekredsen
I studiekredsen har der været afholdt fem møder – senest i november, hvor John Skaar, som er Universitetslektor ved Agder Universitet holdt oplæg om sit paper Sensemaking of Guiding Principles in Construction Projects. Der blev talt om, hvor høj en grad af kompleksitet, der ideelt set skal være i og lægges ned over en byggeproces. Man skal både have styr på processen og blive udfordret af den – lære at være i forandring. Som Bob Dylan sang engang: “He not busy being born/is busy dying.”
I Lean Construction-DK Netværket vil vi over de næste uger fejre frelserens fødselsdag, og så satser vi på at vende tilbage corona-fri og med masser af gåpåmod og stor forandringsvillighed i det nye år.
God jul og godt nytår!